Hovedstadens Beredskab indsatte 30 udrykningskøretøjer og 83 brand- og redningsfolk under den store indsats efter skudepisoden i Fields søndag. Indsatsen inkluderede også drone-beredskabet, frivilligenheden og en evakueringscontainer med bårer, telte og udstyr til at oprette en behandlingsplads til behandling af mange tilskadekomne på én gang.
Alarmcentralen hos Hovedstadens Beredskab modtog søndag kl. 17.32 første opkald blandt mange med melding om, at der blev skudt i Fields.
”Vi alarmerede straks vores samarbejdspartnere, politiet og Region Hovedstaden, og aktiverede vores eget beredskab med forventning om, at vi skulle håndtere et meget stort antal tilskadekomne”, oplyser Hovedstadens Beredskab.
”Fra starten iværksatte vi vores særlige procedurer for ‘særlig indsats i kritiske situationer’ (SIKS) samt massetilskadekomst. Dette betød, at alle brandstationer blev aktiveret med materiel til håndtering af mange tilskadekomne samt alle stationer skulle følge det særlige indsatskoncept for SIKS, som Hovedstadens Beredskab har udviklet og øvet gennem flere år med blandt andre Københavns Politi. Vores personale er derfor trænet i at gå ind sammen med politiet i situationer som denne”, oplyser beredskabet – og fortsætter:
”Hovedstadens Beredskabs specialtjeneste opererer længst fremme iført såkaldt ballistisk udstyr – og i Fields gik de, som de første redningsfolk, ind sammen med politiet og reddede alvorligt sårede ud til ambulancerne udenfor. Vi rykkede ind med yderligere personel fra flere stationer, som gjorde klar til at modtage sårede, og var med til at eftersøge og evakuere centret – og få genforenet de mange familier, som var blevet væk fra hinanden. Forældre som manglede deres børn. Unge som manglede deres venner osv.”
Naboberedskaber tog sig af københavnske brande
Hovedstadens Beredskab afsendte omkring 30 køretøjer, tre indsatsledere, en indsatschef og flere støttefunktioner, herunder drone-beredskab og frivilligenhed. Ekstra mandskab blev indkaldt til at sende yderligere udrykningskøretøjer afsted. Beredskabet indsatte ligeledes evakueringscontainer med bårer, telte og udstyr til at oprette en behandlingsplads til behandling af mange tilskadekomne på en gang.
Samtidig blev der tilkaldt støtte fra Beredskabsstyrelsen og naboberedskaberne Beredskab Øst, Tårnby Brandvæsen og Beredskab 4K, som blandt andet hjalp med at håndtere flere brande, mens Hovedstadens Beredskab var travlt optaget af hændelsen i Fields.
Ved Hovedstadens Beredskabs alarm- og vagtcentral – og det såkaldte operationscenter – blev bemandingen hurtigt mere end tredoblet for at understøtte både alarmcentralen og indsatsen i Fields samt Københavns Kommunes krisestab, der blev aktiveret i forbindelse med hændelsen. Endvidere afsendte Hovedstadens Beredskab forbindelsesofficerer til blandt andet politiets stabe.
Hovedstadens Beredskab bistod gennem hele hændelsen med eftersøgning af tilskadekomne og savnede i hele Fields og bistod politiet med specialudstyr til at åbne døre og gitre.
Hovedstadens Beredskabs indsats sluttede ca. kl. 03.
”Efter hændelsen har vi haft fokus på at reetablere beredskabet og tage os af vores mandskab, som i disse dage bliver debriefet om indsatsen. I den kommende periode vil vi indsamle erfaringer med henblik på at lære af indsatsen. Vi vil gerne takke alle, der bidrog til indsatsen og er taknemmelige for det tætte samarbejde med Københavns Politi og Region Hovedstaden, som er oparbejdet gennem fælles øvelser og træning. Det er vi overbeviste om har været afgørende under indsatsen og medvirkende til at redde liv”, fortæller Hovedstadens Beredskab.
Fakta om indsatsen
- Køretøjer indsat i Fields: 30
- Mandskab indsat i Fields: 83
- Antal 112-opkald under hændelsen: Mere end 550
Bemanding på stedet:
- 1 indsatschef + 3 indsatsledere
- 3 stabsoperatører
- 8 holdledere
- 72 brand- og redningsfolk
- 6 frivillige
Bemanding i operationscenter:
- Beredskabsdirektøren
- 1 operationschef
- 2 ass. operationschefer
- 1 stabschef
- 5 øvrig ledelsesstøtte
- 1 leder, alarmcentralen
- 3 vagtholdsledere
- 15 alarmoperatører
- 3 frivillige
Øvrig bemanding under indsatsen:
- 40 brand- og redningsfolk (indkaldt i reserve)
- 35 frivillige