Det fælleskommunale Beredskab Fyn ventes som planlagt etableret fra årsskiftet, men der kommer til at gå mindst et halvt år mere, inden der kan gennemføres de reduktioner af beredskabet, som er en forudsætning for at opnå de krævede besparelser på 6 mio. kr. Det redder indtil videre den lukningstruede brandstation i Gudme.
Beredskab Fyn kommer til at omfatte alle de fynske kommuner med undtagelse af Middelfart. Og som de øvrige fælleskommunale beredskaber bliver en af de første udfordringer at finde store besparelser på driften.
På Fyn har en beredskabsfaglig arbejdsgruppe udarbejdet en række anbefalinger, der samlet vil give besparelser på 1 mio. kr. på ledelsesniveauet, 1 mio. kr. på det forebyggende beredskab og 4 mio. kr. på det operative beredskab.
Flere brandstationer kan blive udfaset
Blandt spareforslagene er en ændring af indsatslederstrukturen, så der fremover bliver seks indsatslederområder. Desuden skal den nuværende hjælpestation i Gudme ved Svendborg nedlægges, da vurderingen er, at hjælpen fra Svendborg kan nå hurtigt nok frem. I løbet af 2016 skal det dog overvejes, om der skal ske yderligere ”stationsudfasninger”, som det betegnes.
Fremover skal nærmeste brandstation rykke ud, uanset kommunegrænser, og det medfører bl.a., at brandstationerne i Odense og Bolbro får udbygget deres slukningsområder på bekostning af stationen i Søndersø, der reduceres til hjælpestation.
På hele 10 brandstationer – Assens, Aarup, Glamsbjerg, Otterup, Bogense, Ringe, Fåborg, Kerteminde, Nyborg og Rudkøbing – vil bemandingen af udrykningerne blive reduceret med to brandfolk, således at der kun rykkes ud med holdleder og fem brandfolk. Mange stationer får også reduceret antallet af køretøjer, hvor især antallet af tankvogne skal nedbringes.
På vagtcentralområdet skal Odense Brandvæsens nuværende vagtcentral fremover dække hele det nye beredskab.
Skal udarbejde ny dimensionering
Ændringerne af den operative beredskab skulle egentlig være sket fra årsskiftet, men Beredskabsstyrelsen kræver, at der inden da udarbejdes en ny risikobaseret dimensionering for hele beredskabet. Forventningen havde ellers været, at man i første omgang kunne nøjes med en ny dimensionering for Svendborg Kommune, hvor der med lukningen af brandstationen i Gudme sker en væsentlig ændring af beredskabet. Nu vil ændringerne først kunne ske fra 1. juli 2016, da den risikobaserede dimensionering først kan være klar dér.
Det giver også Svendborg Kommune mere tid til at få en politisk afklaring, for planerne om at lukke stationen i Gudme har skabt politiske dønninger – og der tegner sig et flertal for at bevare stationen. I så fald vil Svendborg Kommune formentlig skulle øge sin betaling til det fælles beredskab væsentligt.
Investerer i ny administrationsbygning
Beredskab Fyn får hovedsæde på brandstationen på Åsumvej i Odense. I de nuværende bygninger og i en ny tilbygning skal der indrettes i alt 35 arbejdspladser, mødelokaler og et operationsrum, hvorfra beredskabsstaben kan styre større hændelser, ligesom vagtcentralen skal udbygges.
Planen er, at der skal bygges oven på den eksisterende administrationsbygning med et let byggeri udført i træ. Det ventes at koste ca. 6,5 mio. kr.