Fagforening: Behov for arbejdsro i Københavns Brandvæsen

FOA – der er den ene af de to faglige organisationer, som organiserer de københavnske brandfolk – ser med stor alvor på de arbejdsulykker, der er sket hos Københavns Brandvæsen. Ifølge FOA skal fokus imidlertid nu være på at få den aftale, der er indgået med Københavns Brandvæsen, til at fungere i praksis. ”Derfor opfordrer vi nu til dialog, og til at vi får arbejdsro om sagen”, siger sektorformand Reiner Burgwald fra FOA’s Teknik- og Servicesektor.

”En ulykke er én for meget. Men vi gør nu en målrettet indsats for at forhindre, at flere brandmænd kommer til skade. Københavns Brandvæsen har givet håndslag på en ny og meget vidtrækkende aftale – det er vi godt tilfredse med”, siger Reiner Burgwald.

Samtidig henviser Reiner Burgwald til, at det er lykkedes at få antallet af ulykker med brandfolk bragt væsentligt ned. Siden 2007 er antallet af anmeldte ulykker således halveret, og Arbejdsskadestyrelsen har i 2010 på landsplan fået anmeldt 22 ulykker, som har involveret brandfolk, mens man i 2011 indtil videre har fået anmeldelser om ni ulykker.

”Vi ved godt, at flere kommer til skade. Og vi ved også, at der sker ulykker, som ikke anmeldes. Det er også derfor, vi nu indgår i det fælles projekt, som er aftalt med ledelsen for Københavns Brandvæsen”, siger Reiner Burgwald.

”I FOA er vi overbeviste om, at vores medlemmer er glade og stolte af deres arbejdsplads. Men mange er også bekymrede for den negative omtale af Københavns Brandvæsen, som bæres frem i disse uger. I FOA håber vi ikke, at dagsordenen er en anden end omsorg for brandmændenes sikkerhed. For nogle brandmænd har længe gerne villet over i en anden organisation, men dette er klart blevet afvist af LO”, siger FOA’s sektorformand.

Han peger på, at det afgørende fremover må være at sikre brandfolkenes sikkerhed: ”Er der en mande-kultur I Københavns Brandvæsen, som forhindrer, at øvelser kan ske sundheds- og sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt? Eller er der en kultur som gør, at ulykker ikke anmeldes? Eller sætter kulturen ikke fagligheden og sikkerheden over alt andet? Så vil det nu blive afdækket i den undersøgelse, vi sætter i gang sammen med Københavns Brandvæsen, og der vil blive taget de nødvendige skridt til at fjerne disse barrierer”, siger Reiner Burgwald.

Annonce