Branden på Avedøreværket er slukket

Efter 12 dages indsats er den omfattende brand på Avedøreværket slukket. Det har været en stor, lang og kompleks indsats fyldt med dilemmaer, men politiet roser samarbejdet mellem de forskellige dele af beredskabet. Alene det statslige beredskab har brugt omkring 8.500 mandskabstimer på indsatsen.

Det hele startede søndag den 12. august 2012, hvor der gik ild i et transportbånd på Avedøreværket. Branden bredte sig til en silo med småt brændsel i form af træpiller, da siloen ”fødes” af transportbåndet i 50 meters højde.

Der blev hurtigt slået alarm, og beredskaber, politi og DONG Energy arbejdede derefter sammen i 12 dage for at slukke branden i siloen og tømme den for brændsel – i alt ca. 14.000 ton træpiller. Sideløbende blev der fyldt kvælstof (CO2 og nitrogen) i en anden lagersilo med 35.000 ton træpiller for at hæmme brandudviklingen.

Indsatsen slut efter 12 dage

Men fredag var indsatsen så slut. ”Der er ikke længere behov for os derude, og vi er kørt hjem. Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og politiet er nu tilbage i normalt beredskab”, fortæller politiinspektør Michael Kristiansen fra Københavns Vestegns Politi, som sammen med Hvidovre Kommune, værkets ejer DONG Energy, Vestegnens Brandvæsen, Københavns Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen har stået for indsatsen.

”Parterne har vurderet, at situationen nu er stabil”, fortæller politiinspektøren, som oplyser, at DONG Energy fortsat arbejder med at tømme den store silo for et omfattende lager af træpiller, men det kræver ikke, at beredskabet, kommunen eller politiet er til stede.

Har høstet god læring fra indsatsen

”Det har været en stor, lang og kompleks indsats fyldt med dilemmaer – blandt andet i forhold til, hvordan vi arbejder med så store siloer. Det har vi høstet god læring af, og det kan vi bruge fremadrettet”, siger Michael Kristiansen, der roser indsatssamarbejdet mellem beredskabsmyndigheder og kraftværkets ejerkreds.

”Komplicerede og omfattende indsatser lykkes kun, hvis samarbejdet er godt – og det har bestemt været tilfældet her”, siger politiinspektøren, som vurderer, at brandårsagen var et defekt leje i en valse på transportbåndet.

8.500 statslige mandskabstimer

Udover Vestegnens Brandvæsen har Københavns Brandvæsen og alle seks statslige beredskabscentre været involveret i indsatsen, ligesom der har været indsat eksperter fra Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab.

En opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viser, at styrelsens assistance i løbet af de 12 dage, indsatsen varede, kan opgøres til omkring 8.500 mandetimer.

Annonce