Antallet af blinde ABA-alarmer faldt mærkbart under nedlukningen

Antallet af blinde ABA-alarmer er faldet fra 16.057 i 2019 til 14.530 i 2020, svarende til et fald på 10 pct. Over de seneste 10 år er der ellers sket en stigning i antallet af blinde alarmer fra ABA-anlæg, og vurderingen er da også, at faldet i 2020 skyldes den omfattende nedlukning af virksomheder og institutioner under corona-pandemien.

Med 14.530 blinde ABA-alarmer i 2020 er der tale om det laveste antal siden 2015. Samtidig har antallet af blinde ABA-alarmer pr. 1.000 detektorer aldrig været lavere. Det viser tal fra Beredskabsstyrelsen.

Styrelsen vurderer, at faldet i antallet af blinde alarmer formentlig hænger sammen med, at virksomheder og institutioner var nedlukket i dele af 2020 som led i håndteringen af corona-pandemien.

Den antagelse bakkes op af, at landets brandvæsener i 2020 rykkede ud 37.491 gange, mens gennemsnittet for perioden 2016-2019 er på 41.277 årligt.

Annonce