Anholdt for at skubbe til brandmand under indsats

Natten til onsdag rykkede Østjyllands Brandvæsen og politiet ud til en adresse på Gøteborg Allé i Aarhus N, hvor der angiveligt var udbrudt brand i en mikrobølgeovn. Husets 24-årige beboer skabte imidlertid så store problemer for brandvæsenet, at han blev bedt om at gå ud. I stedet valgte han at skubbe en brandmand i brystet. Derefter blev han anholdt for vold mod tjenestemand – og senere også for brandstiftelse.

Det var i forbindelse med slukningsarbejdet på Gøteborg Allé i Aarhus N, at stedets 24-årige mandlige beboer skabte så mange problemer for brandvæsenet, at han blev bedt om at forlade stedet.

Den 24-årige mand ønskede dog ikke at efterkomme myndighedernes anvisninger, men valgte i stedet at skubbe en brandmand i brystet med begge hænder, mens brandmanden var i færd med slukningsarbejdet.

Politiet fik efterfølgende anholdt den 24-årige mand, som blev sigtet for både vold mod tjenestemand, at have lagt hindringer i vejen for brandvæsenets arbejde og for forsætlig brandstiftelse. Slutteligt talte den 24-årige også i mindre pæne vendinger om politiet, hvorfor han også blev sigtet for fornærmelig tiltale af en politibetjent.

Annonce