Ambulancepenge betaler for brandslukning i København

Ved svenske Samaritens exit fra det danske ambulancemarked i 2009 fik Københavns Brandvæsen en lukrativ kontrakt på ambulancekørsel for Region Hovedstaden. Faktisk er kontrakten så lukrativ, at den er med til at finansiere brandslukningen i Københavns Kommune. Men det er slut i 2016, når en ny kontrakt træder i kraft – og så vil der mangle penge til brandslukningen.

For nyligt vandt Københavns Brandvæsen en pæn del af Region Hovedstadens ambulanceudbud. Det skete med et tilbud, der var så lavt, at flere konkurrenter har undret sig. I de to delområder, hvor Københavns Brandvæsen fremover skal stå for ambulancekørslen, var der således mellem 13 og 19 pct. op til det næstbilligste tilbud, og Københavns Brandvæsen slog Region Hovedstadens eget kontrolbud med næsten 10 mio. kr. om året i begge områder.

Tabte udbud i 2009

Da ambulancekørslen i 2009 var i udbud, var situationen imidlertid en helt anden. Her lå Københavns Brandvæsens tilbud 22 pct. over Region Hovedstadens kontrolbud, og det var svenske Samariten, som gav det bedste tilbud. Dermed stod Københavns Brandvæsen til helt at miste ambulancekørslen, men da Samariten sprang fra kontrakten og forlod det danske marked, endte Københavns Brandvæsen med at få kontrakten – og altså til en meget høj pris.

Resultatet er, at indtægterne fra ambulancekørslen siden 2009 langt har overstreget udgifterne, og ambulancekørslen giver dermed et pænt overskud til Københavns Brandvæsen. Ifølge brandvæsenet selv er det overskud med til at finansiere brandslukningen i Københavns Kommune.

Økonomisk råderum forsvinder

Når de nye ambulancekontrakten træder i kraft den 1. februar 2016, ændrer den økonomiske situation sig imidlertid, for de nye kontrakter vil ikke give overskud. Eller som Københavns Brandvæsen selv formulerer det: ”Det økonomiske råderum, som ambulancetjenesten bidrager med i dag, bortfalder”.

Dermed vil Københavns Brandvæsen stå med et hul i kassen fra 2016. ”Konsekvensen er, at Københavns Brandvæsens ramme til beredskabet vil være underfinansieret fra 2016 i forhold til det nuværende serviceniveau i beredskabet”, skriver brandvæsenet i en redegørelse.

Problemer for fælles beredskab

Situationen kompliceres af, at Københavns Brandvæsen er på vej til at blive en del af det nye storkøbenhavnske brandvæsen, som kommer til at dække ni kommuner i hovedstadsområdet.

Her er det aftalt, at de ni kommuners betaling til det fælles beredskab fastsættes som udgifterne til deres egne beredskaber i 2014. Men i 2014 bidrog ambulancetjenesten stadig med en del af finansieringen af brandslukningen, så hvis Københavns Kommune skal betale de reelle beredskabsudgifter til det fælles beredskab, vil der fra 2016 mangle en del af finansieringen.

”Såfremt Københavns Kommune ikke går med i det nye beredskab, vil Københavns Kommune selv skulle tilvejebringe finansiering for denne manko bl.a. gennem reduktion af udgifterne i beredskabet. Såfremt Københavns Kommune går med i det nye beredskab sker denne tilpasning i regi af den nye beredskabsorganisation, hvilket har den konsekvens at kommunen ikke selv kan beslutte effektiviseringsomfanget i 2016, dels at den mindre udgift, der opstår som følge af effektiviseringer i den københavnske del af beredskabet fordeles på alle kommuner. Omvendt får København også en andel af de effektiviseringer som tilvejebringes i den øvrige del af det nye beredskab. Samlet set betyder ovenstående, at kommunen ikke kan være sikker på at få dækket hele den finansielle manko ved beredskabet i 2016”, skriver kommunen.

Annonce