Alarmcentral bliver måske hos brandvæsen

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

Efter års tovtrækkeri ser det nu ud til, at alarmcentralen i København alligevel får lov at blive hos Københavns Brandvæsen – og dermed ikke overflyttes til politiet, som det ellers er tilfældet i resten af landet. Alarmcentralen i København er i øjeblikket ejet af Københavns Amt samt Frederiksberg og Københavns kommuner i fællesskab. I forbindelse med kommunalreformen og nedlæggelsen af amterne skal der derfor findes en ny struktur.

I Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Kommune og Københavns Brandvæsen er alle enige om, at den mest hensigtsmæssige løsning er at fortsætte med den nuværende alarmcentral. Men Københavns Kommune ønskede ikke som den eneste kommune i landet at betale for en alarmcentral, skriver Jyllands-Posten.

Derfor besluttede justitsminister Lene Espersen (K) i foråret, at alarmcentralen skulle overdrages til staten og dermed Rigspolitiet. Men nu er man kommet på andre tanker i Københavns Kommune, som er villig til fortsat at betale for at beholde alarmcentralen hos Københavns Brandvæsen. Helt præcis seks mio. kr. om året.

“Vi mener selv, at vi er ret gode til at drive alarmcentralen. Derfor er det heller ingen hemmelighed, at vi ikke er glade for den model, hvor politiet overtager alarmcentralen. På den baggrund har vi besluttet, at de udgifter, som vi bruger på alarmcentralen i dag, vil vi gerne skyde ind i den fremtidige drift af alarmcentralen. Men intet er afklaret endnu, og vi taler stadig med Justitsministeriet og forventer en afklaring snarest”, siger Bjarne Winge, som er direktør i Københavns Kommunes økonomiforvaltning, til Jyllands-Posten.

Dermed tyder alt på, at alarmcentralen forbliver hos Københavns Brandvæsen, da alternativet er en dyrere alarmcentral. Hos Københavns Brandvæsen glæder brandchef Jan Axlev sig over udviklingen i sagen. “Hvis man vælger ikke at tage imod Københavns Kommunes tilbud, mister man seks mio. kr. om året. Derfor mener jeg både ud fra et økonomisk og fagligt synspunkt, at det vil være fornuftigt at fortsætte i den nuværende form. Og jeg vurderer chancerne for, at vi fortsætter med at drive alarmcentralen for langt over 50 pct., og det er jeg selvfølgelig glad for”, siger Jan Axlev.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra hverken Rigspolitiet eller Justitsministeriet.

Annonce