Tidligere på måneden blev Kolding Kommunes forhenværende beredskabschef, Claus Andresen, idømt seks måneders betinget fængsel for mandatsvig. Under retssagen gav Claus Andresen udtryk for, at hele sagen var en hævnaktion fra Koldings beredskabsdirektør, John Bejerholm, fordi Claus Andresen havde sendt beredskabsdirektøren på tvungen ferie under Seest-katastrofen. Men Koldings borgmester og viceborgmester afviser de beskyldninger – John Bejerholm var aktiv i døgndrift i de kritiske dage efter eksplosionen.
Ifølge Ekstra Bladet hævdede Claus Andresen, at John Bejerholm ville hævne sig på ham, fordi Claus Andresen i de første timer af Seest-katastrofen fik ham fjernet fra redningsarbejdet og sendt på tvungen ferie.
“Det er med stor undren, at vi læser denne udtalelse. Vi ved begge, at beredskabsdirektør John Bejerholm var aktiv i døgndrift under katastrofen i de kritiske dage efter eksplosionen og var med til at yde et stort arbejde over for de mange, der var berørt af katastrofen”, siger borgmester Per Bødker Andersen og viceborgmester Jørgen Jessen fra Kolding Kommune i en kommentar til Claus Andresens udtalelser.