Afviser beredskabschefs regnestykke

Google Streetview
Falck-stationen i Faxe

Vil en overgang til kommunal brandslukning i Faxe Kommune give en besparelse i forhold til det nuværende budget på 527.000 kr.? Det mener kommunens beredskabschef, men ifølge Arne Christiansen, der er medlem af beredskabskommissionen i Faxe, mangler der flere poster i sammenligningen mellem Falcks priser og omkostningerne ved kommunal brandslukning, ligesom kommunen baserer sin sammenligning på et telefonisk prisoverslag fra Falck.

BeredskabsInfo skrev søndag, at Faxe Kommune forventer at kunne spare 527.000 kr. om året ved at hjemtage brandslukningen, der i dag varetages af Falck. Men den udregning afviser Arne Christiansen, der er medlem af beredskabskommissionen i Faxe.

“Det er ikke korrekt, da prisen på 5,7 mio kr. fra Falck ikke er en korrekt udregnet pris, men blot en slag-på-tasken-pris, der er indhentet af beredskabschefen pr. telefon ved forespørgsel på en ny brandkontakt med udskiftning af diverse køretøjer”, siger Arne Christiansen.

“Ved gennemgang af det forelagte materiale fra beredskabschefen er det ligeledes ikke alle udgifter, som er medregnet i oplægget. For eksempel så har man ikke medtaget udgifter til husleje på de to stationer, som man vil bygge på kommunale grunde. Derfor kan man ikke samligne beredskabschefens udregninger med den nuværende kontrakt – og da slet ikke med et slag-på-tasken-tilbud, som ikke er sat op i et udkast til ny brandkontrakt”, siger Arne Christiansen.

Beredskabskommissionen valgte ved sit seneste møde at undlade at følge beredskabschefens indstilling om, at sagen skulle sendes til byrådet med en indstilling om, at brandslukningen hjemtages. I stedet blev sagen i første omgang sendt til byrådet uden en indstilling fra beredskabskommissionen.

Annonce