Afskaffelse af afgangstidskrav bliver forsinket

Arkivfoto

Egentlig var det meningen, at det nuværende krav til beredskabernes afgangstid skulle afskaffes ved årsskiftet, men det kommer ikke til at ske. Den nye beredskabsminister har således besluttet, at afgangstidskravet skal drøftes med de politiske partier, og det kan først ske, når partierne er færdige med de igangværende forhandlinger om en beredskabsaftale.

Siden oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i august har det nye ministerium været i dialog med Beredskabsstyrelsen om en eventuel afskaffelse af afgangstidskravet, og ministeriet vil – ligesom Forsvarsministeriet – lægge op til, at det nuværende afgangstidskrav på fem minutter afskaffes i forbindelse med en revision af dimensioneringsbekendtgørelsen.

Før ressortomlægningen havde Forsvarsministeriet bebudet, at afskaffelsen ville ske omkring årsskiftet. Men nu oplyser beredskabsminister Torsten Schack Pedersen, at han forventer at drøfte spørgsmålet om afgangstidskravet med Folketingets partier. Den drøftelse vil først finde sted, når de igangværende forhandlinger om en aftale på beredskabsområdet er afsluttet.

Annonce