Afgangstider skal nu drøftes mellem partierne bag beredskabsaftalen

Sidste år var meldingen fra Forsvarsministeriet, at en afskaffelse af kravet om en afgangstid for brandudrykningerne på højst 5 minutter var nært forestående, men nu er sagen tilsyneladende sparket til hjørne. I hvert fald vil forsvarsminister Nick Hækkerup (S) først drøfte sagen med de politiske partier, som står bag den nuværende beredskabsaftale – og dermed skal de enkelte partier tage stilling til, om der fortsat skal stilles krav til afgangstiderne.

Det nuværende krav om, at brandudrykningerne skal afgå fra brandstationen senest 5 minutter efter brandvæsenets modtagelse af alarmen, er et af de få konkrete krav, som beredskabslovgivningen stadig stiller til kommunerne. Tidligere var der også centralt fastsatte regler om blandt andet udrykningstider, bemanding, materiel og sammensætning af udrykningerne, men i 2006 blev disse regler afskaffet, og det blev i stedet op til kommunerne at fastsætte et serviceniveau for deres brandvæsener.

I 2011 bebudede den daværende forsvarsminister imidlertid, at også kravet til afgangstiderne ville blive afskaffet – og at det også på dette område ville blive op til den enkelte kommune at fastsætte et servicemål.

Den bebudede afskaffelse er imidlertid endnu ikke blevet til noget, og nu oplyser Forsvarsministeriet, at hensigten nu er, at den nye forsvarsminister skal drøfte spørgsmålet om en afskaffelse med de partier, som indgår i beredskabsforligskredsen. Det drejer sig om alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten og Liberal Alliance.

Annonce