Århus Brandvæsen slipper med at skulle spare 743.000 kr. om året, og dermed er brandvæsenets dykkerberedskab og AED-enhed reddet. Kommunens magistratsafdelingen for teknik og miljø havde ellers foreslået, at der kunne spares 2,5 mio. kr. om året ved at ved at nedlægge otte stillinger som beredskabsassistent. Det ville indebære, at minutudrykningen på enten Ny Munkegade eller Trindsøvej skulle reduceres fra otte til seks mand.
Politikerne i Århus har netop indgået et budgetforlig, og besparelsen på 2,5 mio. kr. indgår ikke i forliget. I stedet skal brandvæsenet spare 743.000 kr. om året gennem en række mindre nedskæringer. Således skal vedligeholdelsesstandarden for brandhaner reduceres, medarbejderne i brandvæsenets operative afdeling skal kun deltage i lovpligtige kurser, brandskolens skal forbedre sit resultat og der skal nedlægges en halvtidsstilling på brandskolen.
Hvis Århus Brandvæsen var blevet pålagt at reducere bemandingen på minutudrykningen, så ville det også være gået ud over to af brandvæsenets specialenheder, dykkerberedskab og den særlige AED-enhed, der rykker ud til hjertestop i midtbyen. De bemandes nemlig af brandfolk fra minutudrykningen.