Aabenraa vil trække på tyske redningsdykkere

Arkivfoto

De seneste år er Aabenraa blevet ramt af flere alvorlige ulykker, hvor biler er kørt i havnen, og hvor det efterfølgende har taget lang tid at få dykkere til Aabenraa. Det vil imidlertid være for dyrt for kommunen at oprette et lokalt dykkerberedskab, så nu vil kommunen i stedet lave en aftale med brandvæsenet i Flensburg på den anden side af grænsen. Det er dog ikke en ordning, som vil redde liv, understreger beredskabschefen.

For to år siden mistede to unge livet, da de druknede i deres bil efter at være kørt i havnen. Her gik der to timer, inden dykkere fra Falck i Odense var fremme. For en måned siden kørte endnu en ung mand i havnen, men han fik dog reddet sig selv op. Ulykkerne har imidlertid fået kommunen til at undersøge mulighederne for at etablere et lokalt dykkerberedskab. En beregning har imidlertid vist, at den samlede udgift til uddannelse, dykkerudstyr og båd vil være ca. 783.000 kr., hvortil vil komme en årlig driftsudgift på ca. 300.000 kr. Og borgmester Poul Thomsen har udtalt, at kommunen ikke vil betale så mange penge, fordi der er nogle unge, der kører ræs på havnen, hvor der i forvejen er adgang forbudt for uvedkommende. Kommunen har så undersøgt, om nabokommunerne vil være med til at oprette et fælles dykkerberedskab, men kun en enkelt kommune – Gråsten – har sagt ja. Haderslev har sagt nej, og Sønderborg vil første tage stilling efter kommunalreformen.

I Flensburg i Tyskland har brandvæsenet imidlertid altid mindst een redningsdykker på vagt, og det tyske dykkerberedskab vil kunne nå til Aabenraa i løbet af 30-45 minutter, altså væsentligt hurtigere end det nuværende beredskab. Derfor arbejder beredskabschef Kjeld Jacobsen nu med at få lavet en samarbejdsaftale med Berufsfeuerwehr Flensburg. I første omgang skal det afklares, om der er juridiske problemer i en sådan aftale, og derefter skal forhandles om priser og ydelser.

Beredskabschef Kjeld Jacobsen understreger dog, at man skal være varsom med at snakke om at redde liv. “Aftalen kan ikke forventes at redde menneskeliv. Det går simpelthen så stærkt, når en bil kører ud over kajen. Erfaringerne fra Flensborg viser, at selv med et beredskab på ti redningsdykkere er chancen for at redde en person op i live særdeles lille. Men en dykkerindsats fra Flensborg betyder en væsentlig hurtigere bjærgning af personen”, siger Kjeld Jacobsen til Jydske Vestkysten.

Annonce