Strukturreform: 87 brandvæsener reduceres til 20

Redningsberedskabets Strukturudvalg har endnu ikke offentliggjort resultatet af udvalgets arbejde, men hovedkonklusionerne er nu sluppet ud: Senest den 1. januar 2016 skal kommunerne have etableret ca. 20 fælles beredskabsenheder, der skal afløse de nuværende 87 beredskaber. Der bliver også store besparelser på det statslige beredskab.

Det er en ny aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2015, som røber konklusionerne på arbejdet med en strukturreform i beredskabet.

”Regeringen og KL er enige om, at der gennem en forenkling af organiseringen på beredskabsområdet kan opnås betydelige effektiviseringsgevinster, mens der fortsat sikres et højt serviceniveau for borgerne”, fremgår det af aftalen, der indebærer, at de nuværende 87 kommunale beredskaber skal samles i større og mere bæredygtige enheder samt at der skal sikres en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem det kommunale og statslige beredskab.

20 beredskabsenheder

Regeringen og KL er blevet enige om, at kommunerne senest 1. januar 2016 skal have etableret nye, tværkommunale samarbejder i form af op mod 20 beredskabsenheder. ”Såfremt kommunerne ikke inden den fastsatte dato har etableret sig i nye enheder, vil regeringen søge tilslutning til at fastsætte nærmere kriterier for en afgrænsning af nye, mere bæredygtige enheder”, fremgår det af aftalen.

Parallelt med ændringerne i de kommunale beredskaber vil staten foretage strukturtilpasninger og effektiviseringer i det statslige beredskab. Det forventes, at den statslige ramme som følge heraf kan reduceres med 25 mio. kr. i 2015, 75 mio. kr. i 2016 og 125 mio. kr. i 2017.

Kommuner skal overtage opgaver fra staten

De to parter er også enige om, at nye og større kommunale enheder betyder, at kommunerne mest hensigtsmæssigt kan varetage nogle af de mere specialiserede beredskabsfunktioner, der i dag varetages af staten. ”Der er derfor enighed om en fremadrettet dialog om, hvordan der kan sikres en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem det kommunale og statslige beredskab”, skriver regeringen og KL i aftalen.

Den nye struktur indebærer, at det kommunale bloktilskud nedreguleres med 50 mio. kr. i 2015 og 75 mio. kr. i 2016 og frem. Herudover er regeringen og KL enige om, at det vil være muligt at frigøre yderligere 100 mio. kr. i 2015 og frem.

Annonce