45 nye autosprøjter på vej til danske brandvæsener

Den østrigske virksomhed Rosenbauer International har vundet et stort udbud, der omfatter levering af op til 45 nye autosprøjter til ni danske brandvæsener. Et stort antal virksomheder afgav tilbud i en udbudsrunde, og resultatet blev, at Rosenbauer skal opbygge brandvæsenernes nye autosprøjter på Scania P 410-chassiser og levere dem i årene 2022-2024.

Det er Østjyllands Brandvæsen, Beredskab & Sikkerhed, Brand & Redning MidtVest, Midtjysk Brand & Redning, Trekant Brand, Beredskab Fyn, Beredskab 4K, Nordsjællands Brandvæsen og Vejle Brandvæsen, som er gået sammen om et udbud, der omfatter op til 45 nye autosprøjter.

Udbuddet blev indledt i februar 2021, og ni virksomheder fra ind- og udland ansøgte om at blive prækvalificeret. Efter en lang udbudsproces og forhandlingsrunde er valget faldet på den østrigske virksomhed Rosenbauer International, der altså skal opbygge og levere alle køretøjerne, som skal leveres i årene 2022-2024, hvor de indsættes på stationer på tværs af landet.

Skal selv indgå kontrakter

Rosenbauer har budt ind med deres ET-opbygning på et Scania P 410-chassis med en CP28-dobbeltkabine. Ordrens størrelse betyder, at Rosenbauer nu bruger autosprøjten som udgangspunkt for en ny nordisk model med stor fokus på både arbejdsmiljø, kvalitet og funktionalitet

Frem til den 23. august 2021 er der en stand-still-periode, men derefter vil de enkelte brandvæsener skulle indgå egne kontrakter med Rosenbauer.

Det er Østjyllands Brandvæsen, som sammen med indkøbsafdelingen ved Teknik & Miljø i Aarhus Kommune været tovholder på udbuddet.

Annonce