Beredskabsforbundets Robust Borger-kursus har passeret en milepæl, efter at der i år har været 4.000 deltagere på forbundets kurser. Det er langt over målsætningen om 2.500 deltagere pr. år. Beredskabsforbundet vurderer, at fremgangen især skyldes, at der er udviklet koncepter, som passer til forskellige målgrupper, f.eks. boligselskaber.
Beredskabsforbundet har de seneste fem år arbejdet med udviklingen af en kampagne, som gør borgere mere selvhjulpne i tilfælde af brande, strømafbrydelser, oversvømmelser eller andre uheldige omstændigheder.
Målsætningen har været, at der skulle uddannes 2.500 nye robuste borgere på et år. Den målsætning er tidligere blevet overskredet, men ikke så markant som nu. Forbundet har nemlig netop modtaget så mange indberetninger om personer, der har gennemført det såkaldte Robust Borger-kursus, at det kan konstateres, at der siden starten af året er kommet mere end 4.000 nye Robuste Borgere.
”Vi har nu passeret en milepæl. Det bliver nu helt sikkert det bedste år, siden det i forsvarsforliget i 2012 blev vedtaget, at Beredskabsforbundet skulle gå i gang med projektet med gratis forebyggelseskurser for befolkningen”, vurderer Stine Arenshøj, som er vicelandschef for Beredskabsforbundet og ansvarlig for Robust Borger-kampagnen.
”Fremgangen hænger sammen med, at vi har udviklet koncepter som er tilpasset forskellige målgrupper som for eksempel boligselskaber. Men det væsentligste er, at vi har nået og når resultaterne takket være en stor og værdifuld indsats fra en lang række frivillige i forbundet”, siger Stine Arenshøj.