3F skal betale bøde for at have samarbejdet med kommunale brandfolk

3F skal betale en bøde på i alt 350.000 kr. til FOA og LO, fordi 3F ikke har rettet sig efter en afgørelse fra 2011 om, at de kommunale brand- og ambulancefolk i Storkøbenhavn kun må være organiseret i FOA og ikke i 3F. Det var LO’s grænseudvalg, som i december 2011 besluttede, at 3F ikke måtte samarbejde med Brandfolkenes Organisation om organisering af brandfolkene, men efter afgørelsen fortalte Brandfolkenes Organisation i to nyhedsbreve, at der var indgået en ny samarbejdsaftale mellem 3F og Brandfolkenes Organisation. Og ved ikke at tage afstand fra den information samt ved at hjælpe med opkrævning af kontingent har 3F ifølge grænseudvalget undladt at efterleve afgørelsen.

Brandfolkenes Organisation og Chaufførernes Fagforening, der er en del af 3F, indledte et samarbejde om organisering af de storkøbenhavnske brand- og ambulancefolk, efter at Brandfolkenes Organisation ikke længere var en del af FOA. Det udløste en såkaldt grænsestrid mellem FOA og 3F, som i december 2011 endte med, at LO’s grænseudvalg slog fast, at offentligt ansatte brand- og ambulancefolk kun må organiseres i FOA.

Efter grænseudvalgets afgørelse udsendte Brandfolkenes Organisation imidlertid to nyhedsbreve, hvoraf det fremgik, at der var indgået en ny samarbejdsaftale mellem 3F og Brandfolkenes Organisation, som reelt ville give medlemmerne af Brandfolkenes Organisation samme status i 3F som før grænseudvalgets afgørelse.

Formanden for Chaufførernes Fagforening, Jakob Andersen, har overfor grænseudvalget benægtet, at samarbejdsaftalen blev indgået – den blev ifølge Jakob Andersen afvist, netop fordi den ville være i strid med grænseudvalgets afgørelse. Den forklaring betvivler grænseudvalget ikke, men nyhedsbrevene var stadig udtryk for manglende efterlevelse af den oprindelige afgørelse, slår udvalget fast i en helt ny afgørelse. Årsagen er, at 3F ifølge udvalget burde have taget utvetydigt afstand fra nyhedsbrevene – og ved ikke at gøre det, svækkede 3F medlemmernes tilskyndelse til at lade sig organisere i FOA.

Grænseudvalget er også nået frem til, at 3F ikke efterlevede afgørelsen, når medlemmerne af Brandfolkenes Organisation hver måned har betalt en fast del af deres kontingent til 3F uden at der eksisterer en skriftlige aftale om de ydelser fra 3F, som betalingen – der har samme størrelse som 3F’s ordinære medlemskontingent – skal dække.

Derimod var det ifølge grænseudvalget i orden, at 3F også efter afgørelsen fortsatte med et bistå et medlem af Brandfolkenes Organisation i en konkret sag. Her var sagen nemlig startet inden grænseudvalgets afgørelse.

På grund af den manglende efterlevelse af afgørelsen har grænseudvalget nu dømt 3F til at betale en bøde på 350.000 kr., der svarer til det beløb, som medlemmerne af Brandfolkenes Organisation har betalt til 3F fra februar til december 2012. Beløbet fordeles med 250.000 kr. til FOA og 100.000 kr. til LO.

Annonce