33-årig bliver direktør for Sydøstjyllands Brandvæsen

Horsens og Hedensted kommuner har valgt Dennis Ottosen som ny beredskabsdirektør for det fælles beredskab, Sydøstjyllands Brandvæsen, der etableres den 1. januar 2016. Dennis Ottosen er 33 år og kommer fra en stilling som viceberedskabschef i Hjørring Kommune. Han har desuden en baggrund fra Beredskabsstyrelsen.

Den nye beredskabsdirektør får til opgave at bringe de to kommuners beredskaber sammen og sikre et stærkt beredskab. Med aftalen om sammenlægningen følger også, at der skal gennemføres væsentlige besparelser. For Horsens og Hedensted beløber det centralt fastsatte sparekrav sig til mere end 4 mio. kr. om året ud af et budget på 24 mio. kr.

Borgmestrene i de to kommuner ser frem til samarbejdet med Dennis Ottosen.

”Vi glæder os til at byde Dennis velkommen til Hedensted og Horsens. Vi ser frem til samarbejdet om de store opgaver, der skal løses frem mod 1. januar 2018. Det er et stort bjerg, der skal bestiges – ikke mindst når vi endnu ikke ved, hvilke opgaver beredskabet skal overtage fra staten – så vi ser frem til at komme i gang med opgaven i samarbejde med Dennis”, siger Kirsten Therkildsen, der er borgmester i Hedensted Kommune.

Også Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen, har store forventninger til den nye beredskabsdirektør. ”Det glæder Hedensted og Horsens kommuner at kunne sige velkommen til Dennis Ottosen. Han har de helt rigtige kompetencer og den helt rigtige personlighed til at løse de nye udfordringer, som vi står overfor. Og så er vi i Hedensted og Horsens kommuner også glade for, at han prioriterer et servicemindet samarbejde med virksomheder og erhvervsliv højt. Det er vigtigt i vores vækstområde”, siger Peter Sørensen.

Også den kommende beredskabsdirektør ser frem til sit nye job.

”Jeg kan næsten ikke vente med at starte med opgaven. Det bliver en stor og spændende faglig udfordring at bringe de to beredskaber sammen og få økonomien til at hænge sammen. Det kommer til at kræve et stærkt samarbejde med de to kommuner – og allervigtigst med medarbejderne. Og så glæder jeg mig til at arbejde i et område, hvor væksten accelerer”, siger Dennis Ottosen.

Den nye direktør starter i det nye job den 1. januar 2016, men vil blive præsenteret for bestyrelsen for det ny beredskabssamarbejde inden jul.

Annonce