3.000 brandfolk fra hele Europa indtager Sønderborg

Sønderborg bliver trækplaster for brand- og redningsfolk, når den internationale fagfestival for brand- og redningsfolk, Feuerwehr-Sternfahrt 2017, afvikles i byen i Kr. Himmelfartsdagene. I alt 3.000 brand- og redningsfolk fra hele Europa ventes til Sønderborg i de fire dage, som fagfestivalen varer.

Planlægningen af Feuerwehr-Sternfahrt 2017 er gået ind i sin slutspurt, inden Sønderborg Kommune den 25.-28. maj 2017 bliver samlingspunkt for mere end 3.000 brand- og redningsfolk fra Europa. I øjeblikket har over 2.700 brandværnsfolk tilmeldt sig, og tilmeldingerne strømmer fortsat ind.

Feuerwehr-Sternfahrt er den største internationale fagfestival for brand- og redningsfolk fra Europa. I løbet af fire dage får deltagerne en unik mulighed for faglig udveksling på tværs af nationaliteter gennem aktiviteter som en fagkonference, demonstrationer af nyeste teknologier, en fagmesse og meget mere.

Feuerwehr-Sternfahrt har en 40-årig historie og afholdes hvert andet år. Det er 20 år siden, at fagfestivalen sidst har været afholdt i Danmark. Det var i 1997 i Ebeltoft.

”Vi er meget glade for deltagertallet. Det viser tydeligt, at vi har formået at sammensætte et stærkt program med høj faglighed, når brand- og redningsfolk vælger at tage den lange vej til Sønderborg fra eksempelvis Italien eller England”, fortæller Lene Neumann Jepsen, der er projektleder i Sønderborg Kommune for Feuerwehr-Sternfahrt.

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig til at byde velkommen til de mange brandfolk. ”Det er naturligt for os at bakke op om Feuerwehr-Sternfahrt. Her i kommunen har vi en særligt stærk og

stolt tradition med frivillige brandfolk. Disse frivillige mænd og kvinder er hverdagen helte, der risikerer liv og lemmer for vores andres sikkerhed. Denne tradition strækker sig langt tilbage i Sønderjyllands historie, og vi kan da kun glæde os over, at så mange vil valfarte fra store dele af verden for at være en del af dette arrangement her i Sønderborg”, siger borgmesteren.

Annonce