28 vil være direktør for Vestsjællands Brandvæsen

Som den sidste beredskabsenhed i landet mangler Vestsjællands Brandvæsen at få besat stillingen som øverste chef. Sidste år sprang den udvalgte kandidat fra i sidste øjeblik, men efter et fornyet opslag er der indløbet 28 ansøgninger. Formanden for beredskabskommissionen betegner ansøgerfeltet som solidt, og i den kommende uge skal seks ansøgere til samtale.

”Jeg er meget tilfreds med det store antal ansøgere og ikke mindst det solide felt af ansøgere”, siger Søren Kjærsgaard, der er formand for beredskabskommissionen for Vestsjællands Brandvæsen.

Ansættelsesudvalget har haft møde om udvælgelsen af ansøgere til samtaler, og har valgt seks personer ud, som skal til samtale i løbet af den kommende uge. Herefter forventes det at indkalde til 2. samtale med udvalgte ansøgere, hvorefter den nye direktør udvælges.

”Jeg ser frem til samtalerne og er meget positiv over, at vi finder en god og kompetent person til jobbet som direktør i Vestsjællands Brandvæsen”, siger Søren Kjærsgaard.

Vestsjællands Brandvæsen omfatter kommunerne Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø med i alt 207.000 indbyggere og et areal på ca. 2.355 km2. Mandskabet omfatter ca. 40 fuldtidsansatte, 122 deltidsbrandfolk og 110 frivillige. Det samlede årlige budget er ca. 45 mio. kr.

Annonce