200 ansatte hos Beredskabsstyrelsen støtter nu corona-testcentre

Beredskabsstyrelsen har overtaget de opgaver, som Forsvaret og Hjemmeværnet hidtil har varetaget for regionerne på corona-testfaciliteterne over hele landet. I alt støtter Beredskabsstyrelsen sundhedsmyndighederne på mere end 20 testcentre og -faciliteter. Beredskabsstyrelsen har ansat knap 200 personer til at løfte opgaverne.

Siden oprettelsen af TestCenter Danmark har Beredskabsstyrelsen støttet sundhedsmyndighederne med etablerings- og driftsopgaver ved testfaciliteter landet over. I løbet af august har Beredskabsstyrelsen endvidere overtaget de opgaver, som Forsvaret og Hjemmeværnet har varetaget på testfaciliteterne.

De knap 200 personer, som Beredskabsstyrelsen har ansat til at løfte opgaverne, er primært rekrutteret blandt tidligere værnepligtige fra styrelsen og i mindre omfang blandt tidligere værnepligtige fra Forsvaret.

Hertil kommer et antal nuværende værnepligtige, fastansatte og frivillige, som Beredskabsstyrelsen anvender i de situationer, hvor der er behov for akut støtte. Det gælder f.eks. i Region Hovedstaden, hvor Beredskabsstyrelsen i en periode træder til, så kapaciteten ved testfaciliteterne i Fælledparken i København kan udvides.

”Coronakrisen er en af de største udfordringer, vi i Danmark har stået over for. Beredskabsstyrelsen er sat i verden for at træde til i sådanne situationer. Det er et vigtigt stykke arbejde, der udføres ved testcentrene, og det bidrager til, at vi kan få bugt med coronasmitten i samfundet”, siger Flemming Klokager, der er fungerende direktør for Beredskabsstyrelsen.

Annonce