Så godt som alle deltidsbrandfolk i Lolland Brandvæsen fortsætter med at slukke ildebrand på Lolland, når det kommunale brandvæsen ved årsskiftet overgår til Falck. Kun en enkelt af i alt 20 brandmænd har valgt at stoppe i forbindelse med skiftet og det sker af aldersmæssige grunde. Nedlæggelse af Lolland Brandvæsen og overdragelse af brandslukningen til Falck pr. 1. januar 2008 sker efter lov om virksomhedsoverdragelse.
For at sikre en god proces og fuld klarhed for den enkelte brandmand har der den seneste måned været forhandlinger mellem Lolland Kommune, tillidsrepræsentanter, brandchefen og Falck. Resultatet er fuld enighed om løn- og ansættelsesvilkår, om selve skiftet ved årsskiftet og om forventningerne til fremtiden i Falck-regi.
“I forbindelse med virksomhedsoverdragelsen har vi oplevet et meget åbent og positivt informations- og forhandlingsforløb fra alle sider. Vi er tilfredse med afklaringen af vilkårene i forhold til vores nye arbejdsgiver og ser frem til samarbejdet med nye kolleger og Falck-ledelsen”, siger deltidsbrandfolkenes tillidsmand, Leon Jensen.
“I forhold til sikring af både brandslukning og alle øvrige redningsopgaver har det for Lolland Brandvæsen været væsentligt, at overdragelsen til Falck sker i en konstruktiv og positiv dialog. Det er vigtigt, at vi til enhver tid kan mønstre det nødvendige og kvalificerede personale, og sådan vil det også være efter nytår”, siger brandchef Finn Antonisen, Lolland Kommune.
Både hos den nuværende og kommende arbejdsgiver er der tilfredshed med udfaldet af forhandlingerne, som er foregået i en positiv ånd præget af viljen til at nå klare og betryggende aftaler: “Som hidtidig arbejdsgiver er det meget tilfredsstillende, at selve overdragelsen og ikke mindst vilkårene nu er helt afklaret. Vi har haft fokus på arbejdsmiljø og uddannelse. Samtidig er det glædeligt, at næsten alle brandfolk fortsætter i Falck, så vi også i fremtiden har et stærkt korps af velkvalificerede deltidsbrandfolk”, siger direktør Bjarne Hansen, Lolland Kommune.
“Som ny entreprenør på brandslukningen i hele Lolland Kommune vil vi prioritere meget højt at kunne leve op til en både sikker og kompetent opgaveløsning fremover. Samtidig vil vi byde de nye deltidsbrandfolk hjertelig velkommen i Falck. Efter de foreløbige drøftelser med personalerepræsentanterne er vi sikre på, at vi både ledelsesmæssigt og personalemæssigt får et positivt og godt samarbejde”, siger stationsleder Jens A. Rasmussen, Falck Lolland.
Lolland Byråd besluttede torsdag 30. august 2007 at overdrage al brandslukning til Falck fra og med 1. januar 2008. Samtidig blev det besluttet, at lov om virksomhedsoverdragelse skulle gælde for de nuværende ansatte i Lolland Brandvæsen. I overdragelsesforhandlingerne har deltaget tillidsmand Leon Jensen, deltidsbrandfolkene i Lolland Brandvæsen, brandchef Finn Antonisen, Lolland Brandvæsen, direktør Bjarne Hansen, Lolland Kommune, tillidsmand Lars Christensen, Falck Lolland, stationsleder Jens Adler Rasmussen, Falck Lolland og redningschef Benny Jørgensen, Falck Region Sjælland.
Forhandlingerne har blandt andet omfattet afklaring af overenskomstforhold/lønforhold i perioden januar-marts 2008, skiftet mellem kommunal og Falck-overenskomsten, afklaring af vilkår for personellets udrustning og beklædning efter Falcks regler, ændret model for vagtplanlægning, planlægning af nye lovbestemte redningsopgaver, herunder højderedning og søredning, kompetenceudvikling, uddannelsesplanlægning, arbejdsmiljø, teknisk udstyr samt radiokommunikation, herunder det nye statslige TETRA/SINE, hvor Lolland er udpeget som testområde.