112 app’en vandt Geodataprisen 2015

Den røde løber var rullet ud til fest, da Geoforums nystiftede pris, Geodataprisen, i denne uge skulle uddeles for første gang. Prisen er delt i to – en jurypris og en publikumspris – og 112 app’en vandt årets publikumspris. Udover æren fik den heldige vinder en rejse til Smart City Expo World Congress i Barcelona.

Der var tre nominerede til publikumsprisen, nemlig Alpine Buddy, Tjek Dit Net og 112 app’en. Alle nominerede var efter afstemning udvalgt blandt de gode eksempler på anvendelse af geodata, som findes på Brugstedet.dk.

112 app’en løb med æren efter en afstemning blandt de fremmødte ved prisoverrækkelsen.

”Vi er rigtig glade for at 112 app’en har vundet Geodataprisen 2015. Det er jo netop informationer om stedet, som er afgørende i 112 app’en, og derfor betyder det meget for os at få et skulderklap for vores arbejde”, sagde Steffen Svinth Thommesen, som modtog prisen på vegne af parterne bag 112 app’en.

112 app’en er skabt i samarbejde mellem Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen og Geodatastyrelsen. Den er finansieret af TrygFonden. Applikationen er gratis og blev lanceret den 8. april 2013. I dag er 112 app’en downloadet 750.000 gange.

Annonce