11-årig får Falck-pris for at redde veninde fra at drukne

Marinella Christiansen sammen med sin veninde, der heldigvis har det godt i dag.

Den 11-årige Marinella Christiansen reddede sin veninde fra at drukne i et spabad sidste sommer, og hun modtager derfor Falck-prisen Den Gyldne Sofus. Venindens hår havde sat sig fast i udsugningsdysens tryk, men hun blev hurtigt genoplivet takket være den 11-årige piges hurtige ageren og tæft for at kommunikere effektfuldt i en presset situation.

Det var noget at et drama, der udspillede sig, da 11-årige Marinella Christiansen fra Esbjerg måtte redde sin veninde fra at drukne i et spabad. Ulykken fandt sted sidste sommer på en campingplads i Nordjylland, hvor de begge var på ferie sammen med venindens forældre.

Marinella Christiansen blev bekymret for sin veninde, da hun ikke kom op efter et dyk i spabadet. Venindens hår havde sat sig fast i udsugningsdysens tryk. Alvoren gik hurtigt op for Marinella Christiansen, der efter et ihærdigt forsøg måtte sande, at hun ikke kunne få frigjort sin veninde af egen kraft. Hun sprang derfor ud for at tilkalde hjælp, mens veninden fortsat var fanget under vandet.

Et ægtepar kom pigerne til undsætning, og det lykkedes manden at få veninden fri og efterfølgende yde førstehjælp. Marinella Christiansens veninde blev i helikopter fragtet til Aalborg Sygehus.

Marinella Christiansens veninde blev hurtigt genoplivet takket være den 11-årige piges hurtige ageren og tæft for at kommunikere effektfuldt i en presset situation. Derfor modtog Marinella Christiansen i dag Den Gyldne Sofus 2016, som uddeles af Falck i samarbejde med Børneulykkesfonden ved den store Falck-dag i LEGOLAND.

Det er Marinella Christiansens mor, der har indstillet sin datter til Den Gyldne Sofus, der hvert år gives til et barn, som har gjort en særlig heltemodig gerning og hjulpet et andet menneske i nød.

”Vi fik fortalt af politiet og lægerne, at Marinellas veninde kun er i live i dag, på grund af vores datters indsats. Vi er så stolte af hende og taknemmelige for at hendes veninde er i live i dag”, skriver Pia Christiansen, Marinellas mor, i sin indstilling.

Foruden statuetten får vinderen en Playstation 4 og en dag med familie og venner med frokost på Jensens Bøfhus og efterfølgende biograftur. De fire andre nominerede kandidater får alle et gavekort på 500 kroner til Fætter BR.

De fire andre norminerede var:

Carla Barclay, 6 år

Fri for mobberi: Carla forhindrer mobning og andre ulykker. Hun har følehornene ude og kan ikke lide at se andre blive kede af det. Hun griber til handling og støtter mennesker i alle aldre, der har brug for hjælp. Også derhjemme er hun en lille helt. En dag observerede hun ild i nogle aviser lagt på en tændt kogeplade. Med fornuften i behold fik hun tilkaldt hjælp hos sin mor og far og gjort en skål vand klar.

Rasmus Agerholm Olsen, 10 år

Indsamling til kræftramte: Næsten 3.000 kroner fik Rasmus samlet ind til kræftramte børn og deres familier til Team Rynkeby Skoleløbet. Han deltog i løbet på crossmotorcykel, fordi han selv er plaget af børneleddegigt og et svækket immunforsvar. Den unge gut nægter at lade sygdommen hindre ham i at hjælpe andre.

Marco, 6 år

Hjalp sin besvimet lillesøster: En morgen var Marco tidligt ude af fjerene og ville vække sin lillesøster, men fik fornemmelsen af, at noget var galt. Lillesøster lå bevidstløs hen som følge af lavt blodsukker. Marco fik hurtigt tilkaldt hjælp. Siden har Marco haft helt styr på sin søsters symptomer, og den lille gut, der selv har haft Meningitis, ved hvor vigtigt, det er at drage omsorg om dem, der har det skidt.

Isabella Skjøth Kehlet, 3 år

Forhindre ulykker og initiativrig: Seje Isabella på tre år er på mærkerne, når ulykker er ved at opstå og initiativrig, så det er til gavn for andre. Med de egenskaber fik hun både forhindret sin lillesøster i at spise papir og hjulpet sin dårligt gående mormor. På en gåtur havde Isabella i et snup tag brækket en gren af et træ, som mormor kunne støtte sig til i stedet for en stok.

Annonce