Viking taber atter et stort millionbeløb i Danmark

Den norskejede autohjælpskoncern Viking havde i 2020 endnu et dårligt år i Danmark. Det danske datterselskab fik således et underskud på 9,7 mio. kr., hvilket er på niveau med underskuddet året før. Viking har 38 ansatte på hovedkontoret i Danmark, og i 2020 blev lønudgifterne reduceret med en tredjedel.

Bruttofortjenesten i Vikings danske selskab, Viking Assistance A/S, udgjorde i 2020 i alt 5,4 mio. kr., hvilket er noget lavere end de 7,5 mio. kr. i 2019. Selskabet nedbragte dog lønudgifterne fra 15 mio. kr. til 10 mio. kr., og derfor kunne driftsunderskuddet trods alt reduceres fra 9 mio. kr. i 2019 til 6,2 mio. kr. i 2020.

Efter finansielle indtægter og udgifter samt skat endte bundlinjen på et underskud på 9,7 mio. kr., mod 9,1 mio. kr. i 2019.

Egenkapitalen i Viking Assistance er faldet fra 4,8 mio. kr. til 2,1 mio. kr. Selskabets norske ejere har dog erklæret, at de i fornødent omfang vil stille penge til rådighed, så Viking i Danmark kan opretholde driften. Støtteerklæringen er gældende frem til 31. maj 2022. Ledelsen i Danmark anser derfor selskabets kapitalberedskab for at være tilstrækkeligt.

I 2019 tilførte ejerne 13,5 mio. kr. i ny kapital til Viking Assistance.

Størstedelen af Vikings danske aktiviteter sker via selvstændige stationer.

Annonce