Det norske forsikringsselskab If har overtaget autohjælpsvirksomheden Viking. Overtagelsen omfatter Vikings aktiviteter i Norge, Sverige, Danmark og Finland, hvor Viking i alt har 320 stationer og udfører 460.000 assistancer om året. If er Nordens største skadesforsikringsselskab, og selskabet vil udvide Viking til flere lande og nye forretningsområder.
Viking har hidtil været ejet af kapitalfondene AAC Capital Partners og Intermediate Capital Group PLC samt ledende medarbejdere. Men nu overtager forsikringsselskabet If det fulde ejerskab af Viking. Viking fortsætter som et selvstændigt selskab med uændret navn og ledelse.
Passer godt sammen
”If og Viking har samarbejdet i mange år, og vi passer godt sammen. Aftalen sikrer et endnu tættere samarbejde, som vil være en fordel for både bilejerne og vores samarbejdspartnere i bilbranchen”, siger Morten Thorsrud, der er koncernchef i If.
”Med If som ejer får Viking store muligheder for at videreudvikle virksomheden. Vi er nu i en position, hvor vi kan udvide både geografisk og indenfor nye forretningsområder. Overtagelsen giver os adgang til nye kompetencer, kapital og kunder. Samtidig fortsætter Viking som selvstændigt selskab og varemærke for at sikre neutralitet og konkurrencekraft i forhold til vores øvrige samarbejdspartnere i forsikrings- og bilbranchen”, siger Hans Petter Semmelmann, der er koncernchef i Viking.