Den kriseramte Totempo-koncern mister nu med ét slag 300.000 kunder. Det sker efter at forsikringsselskabet TrygVesta har besluttet at indlede et samarbejde med Dansk Autohjælp, som fremover skal levere vejhjælp til TrygVestas danske kunder. Aftalen træder i kraft onsdag den 11. marts. I dag leveres vejhjælpen af Totempo, og TrygVesta-aftalen var et vigtigt element i Totempos forsøg på at rekonstruere vejhjælpsaktiviteterne.
“Vi er glade for, at vi med den ny aftale med Dansk Autohjælp får skabt ro om vores vejhjælpsydelser til vores kunder”, siger koncerndirektør Jens Stener, TrygVesta, og tilføjer: “Med Dansk Autohjælp som partner kan vi fortsat sikre kunderne en høj kvalitet på vejhjælpsproduktet”.
“Vi er glade for aftalen med Tryg, der sikrer Dansk Autohjælps position som en af markedets førende aktører. Vi ser frem til at levere assistancer til Trygs mange kunder. Aftalen sikrer os muligheden for forsat at udvikle de bedste individuelle løsninger til vores kunder og samarbejdspartnere på et sundt økonomisk grundlag”, siger koncernchef Tom Petersen, Dansk Autohjælp A/S.
Aftalen mellem TrygVesta og Dansk Autohjælp træder i kraft onsdag den 11. marts. Samtidig ophører samarbejdet mellem TrygVesta og Totempo. Ud over aftalen om Tryg Vejhjælp, som er nu er indgået med Dansk Autohjælp, tilbyder TrygVesta fortsat sine kunder et udvidet produkt, som blandt andet omfatter hjulskift forår og efterår og et årligt tryghedstjek, som hidtil er blevet udført af Totempo. Denne service fortsætter, men det sker uden tilknytning til aftalen med Dansk Autohjælp. I stedet forventer TrygVesta snart at kunne offentliggøre en samarbejdsaftale med en række forhandlere og værksteder om at levere denne service.
I dag er cirka 300.000 kunder omfattet af Tryg Vejhjælp.