En af landets største kontrakter indenfor autohjælpsområdet er i øjeblikket i udbud. Det er Vejdirektoratet og Rigspolitiet, som er gået sammen om at udbyde bugsering og bjergning af køretøjer, assistance i tilfælde af akutte hændelser på vejene samt assistance til skiltning og trafikregulering. Nu er tre virksomheder så blevet prækvalificeret – og dermed udvalgt til at gå videre til næste runde i udbuddet.
Kontrakten, som er i udbud, vil have en varighed på op til syv år og en værdi på 200-300 mio. kr. Den omfatter fire typer opgaver:
- Bugsering og/eller bjærgning af køretøjer.
- Assistance i tilfælde af akutte hændelser på vejene, herunder trafikuheld, hærværk, usædvanligt vejrlig m.m.
- Assistance til skiltning og trafikregulering, oprydning efter beskadigede og/eller trafikfarlige køretøjer og/eller genstande på veje.
- Sikring eller nødreparation af vejens udstyr, så det ikke udgør en fare for trafikken.
Vejdirektoratet og Rigspolitiet har i første omgang gennemført en prækvalifikation, hvor tre virksomheder skulle udvælges. Disse virksomheder får så mulighed for at afgive bud på opgaven og indgå i de videre forhandlinger.
Ikke helt overraskende er det Falck, SOS International (SOS Dansk Autohjælp) og Viking Assistance, som er blevet prækvalificerede.