Den kolde start på ugen gav mandag ekstrem travlhed hos Dansk Autohjælp, der med 2.770 assistancer slog rekorden fra snestormen i december 2010, hvor der var 2.713 assistancer. Dansk Autohjælp har haft alle biler og alt disponibelt materiel på vejene, og der har været mest at lave på Sjælland med 1.150 tilkald, men Sydjylland nåede op på 529 assistancer. Blandt de mere usædvanlige assistancer måtte der ydes starthjælp til et rangerlokomotiv.
”Telefonerne har været rødglødende, og vores biler har kørt uden stop fra tidligt mandag morgen. Vi har slået vores hidtil travleste dag i forhold til aktivitetsniveau fra snestormen den 22. december 2010, hvor vi havde 2.713 sager”, fortæller vagtcentralchef Ellen Trolle fra Dansk Autohjælp.
De fleste udkald har handlet om biler, som ikke kunne starte. Der har dels været helt banale flade batterier, dels helt dybfrosne biler, som godt nok har startet, men som så er gået i stå igen efter kort tids kørsel, fordi motoren er blevet overophedet. Det skyldes, at motoren har været frosset, og så er der ingen vej udenom en tur på værksted.
”Vi har også haft mere specielle sager. Vi måtte for eksempel starte et rangerlokomotiv i Ringsted og en Unimog i Køge. Det er ellers den slags biler, som vi selv kører i, og som normalt kan klare selv de mest ekstreme forhold”, fortæller Ellen Trolle om Unimog-assistancen.