Totempo er gået konkurs

Forsøget på at redde dele af den kriseramte Totempo-koncern gennem en ny selskabskonstruktion er slået fejl, og Totempo blev i dag kl. 13 erklæret konkurs. Det betyder, at selskabets tilbageværende autohjælpsabonnenter står uden dækning. Trods konkursen meddeler Totempos hjemmeside onsdag aften fortsat, at selskabets vejhjælp kører helt som normalt, ligesom der stadig kan tegnes autohjælpsabonnement via hjemmesiden, men ved opkald til Totempos vagtcentral henviser en telefonsvarer til selskabets kurator.

Totempo-koncernen gik i januar i betalingsstandsning, men autohjælpsaktiviteterne og to af selskabets skadecentre blev forsøgt videreført i nye selskaber. De nye selskaber kunne imidlertid ikke få nogen bankforbindelse, og det lykkedes ikke at få skabt en rentabel drift.

Allerede i sidste måned var der problemer med at skaffe midler til at betale lønninger, men lønnen blev dog udbetalt med nogle dages forsinkelse. Ifølge Totempo selv forsøgte selskabet at skaffe nye storkunder, der kunne forbedre økonomien i autohjælpsaktiviteterne, men det lykkedes ikke, og udsigten til fortsat underskud på driften har nu fået Totempo til at dreje nøglen om.

Da Totempo i 2008 var på sit højeste, havde selskabet ifølge egne oplysninger omkring 700 ansatte og 625.000 autohjælpskunder, hvilket placerede Totempo som den næststørste autohjælpsoperatør i Danmark. Siden har det vist sig, at Totempos kundetal var stærkt oppustede, og på konkurstidspunktet har Totempo formentlig under 50.000 kunder.

Selv dette relativt lave kundetal ville dog under normale omstændigheder repræsentere en vis værdi, og Totempo har da også hævdet, at der de seneste måneder har været forhandlinger med potentielle købere i både Danmark og udlandet. At Totempo nu vælger at lukke forretningen frem for at sælge i hvert fald kundedatabasen tyder på, at de potentielle købere har værdisat kundedatabasen særdeles lavt.

Med dagens konkurs starter det, som formentlig vil blive en ganske langvarig konkursbehandling. Kurators opgave kompliceres af, at det allerede efter de første Totempo-selskabers konkurs viste sig, at stort set alt materiel og udstyr i Totempo var leaset – og at store dele af det leasede udstyr var forsvundet. Det gav anledning til en mistanke om svindel i Totempo, hvor der desuden har været beskyldninger om, at selskabets ejere har flyttet store midler mellem deres egne selskaber og Totempo-selskaberne, blandt andet ved at Totempo har indkøbt udstyr til overpriser hos ejernes andre selskaber.

Annonce