Totempo-chefer sigtes for bedrageri for 135 mio. kr.

Totempo nåede at blive den næststørste udbyder af autohjælp i Danmark, inden firmaet gik konkurs. Men nu får konkursen et retsligt efterspil, for efter flere års efterforskningsarbejde har politiet sigtet to tidligere direktører for groft bedrageri. De to menes at have fået udbetalt op mod 135 mio. kr. ved at skrive falske fakturaer.

Det er direktørerne for selskaberne Totempo A/S og S. Trading ApS, som nu sigtes for groft bedrageri. Det oplyser efterforskningssektionen for økonomisk kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Roskilde.

Bedrageriet er ifølge politiet sket ved, at Totempo har leaset maler- og tørrekabiner til brug for den del af virksomheden, som foretog autolakering. Leasing-aftalerne er derefter blevet belånt hos op mod 21 leasingselskaber, så virksomheden har fået udbetalt penge. Politi og kurator mener nu, at kabinerne kun har eksisteret på papiret.

”Det er formentlig fiktivt det hele. Der er udstedt fakturaer på kabiner, der ikke eksisterer, vi har kun kunnet finde enkelte af dem”, siger politikommissær Pia W. Fenger, leder af sektionen for økonomisk kriminalitet, til Dagbladet Roskilde.

Pia W. Fenger påpeger, at flere af kabinerne desuden er blevet belånt flere gange.

I forbindelse med sigtelsen mod de to direktører forleden, blev deres bopæle også ransaget. Det fundne materiale skal nu gennemgås af efterforskerne. ”Vi er slet ikke færdige. Vi kan ikke udelukke yderligere anholdelser i sagen, og der kommer formentlig mere på”, siger politikommissæren. De to sigtede nægter sig begge skyldige i anklagerne.

Totempo med hovedkontor i Greve gik konkurs i 2009.

Annonce