Selskabet Redning Danmark Holsted ApS skal tvangsopløses. Det mener Erhvervsstyrelsen, som har bedt Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling om at opløse selskabet. Det sker efter et forløb, hvor Erhvervsstyrelsen ikke længere kan komme i kontakt med selskabet, og derfor har Erhvervsstyrelsen også registreret selskabets direktør og revisor som fratrådte.
Redning Danmark blev ved årsskiftet overtaget af den svenske virksomhed Assist24, og i den forbindelse er der også gennemført et navneskifte til Assist24. Assist24 har valgt en model, hvor selskabet er blevet majoritetsejer af selskaberne bag fire af Redning Danmarks stationer i Jylland, mens det har været uklart, hvad der skal ske med de øvrige stationer, som indgik i Redning Danmark.
En af disse øvrige stationer ligger i Holsted og drives af virksomheden Redning Danmark Holsted ApS. Virksomheden har de seneste år været underskudsgivende, ligesom revisoren i det seneste årsregnskab advarede om, at virksomheden havde overtrådt både momslovgivningen og årsregnskabsloven.
I dag har Erhvervsstyrelsen så valgt at anmode Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling om at tvangsopløse Redning Danmark Holsted ApS. I den forbindelse har Erhvervsstyrelsen registreret virksomhedens direktør, Peter Hyllested, og revisoren, Beierholm, som fratrådte.
Kunne ikke komme i kontakt
Anmodningen om tvangsopløsning kommer efter et forløb, hvor Erhvervsstyrelsen ikke har haft mulighed for at komme i kontakt med Redning Danmark Holsted ApS på den registrerede adresse, som er Nørregade 93 i Holsted. Derfor registrerede Erhvervsstyrelsen i sidste uge Redning Danmark Holsted ApS med c/o-adresse hos Erhvervsstyrelsen i København.
Selv om Redning Danmark Holsted ApS drev en station under Redning Danmark, så har man ikke siden 2019 udført assistancer som underleverandør for Falck. Her valgte Falck nemlig at opsige samarbejdet med stationen, efter at stationens daglige leder angiveligt på sociale medier havde forsøgt at miskreditere medarbejdere hos Falck.