Selskabet bag SOS Dansk Autohjælps station i Vojens er gået konkurs. Det er Skifteretten i Sønderborg, der har afsagt konkursdekret over selskabet SOS Dansk Autohjælp Vojens ApS. Selskabet har ifølge den seneste opgørelse fra SKAT i intervallet 20-49 medarbejdere, men de seneste år har selskabet haft underskud.
SOS Dansk Autohjælp Vojens ApS har adresse i Haderslev, og selskabet er ejet af Ellen Margrethe Mathiesen og Kaj Orla Bendtsen.
Selskabet har ikke aflagt regnskab for det seneste år, men regnskaberne for de forrige år viser mindre underskud, der har medført, at egenkapitalen er negativ – altså at gælden er større end aktiverne. I marts kunne BeredskabsInfo så fortælle, at SOS Dansk Autohjælps distriktsstation i Kolding havde besluttet at opsige samarbejdet med SOS Dansk Autohjælp Vojens ApS.
Skifteretten i Sønderborg afsagde den 15. juli 2019 konkursdekret over selskabet. I den forbindelse fratrådte Kaj Orla Bendtsen som direktør, og selskabets ledelse varetages nu af en kurator.
SOS Dansk Autohjælp Vojens ApS har ifølge data fra SKAT i intervallet 20-49 medarbejdere, svarende til 10-19 årsværk.