SOS Dansk Autohjælp Sjælland har udvidet med en ny station i Brøndby. Stationen skal rumme selskabets teknikerbiler, men derudover skal de nye lokaler anvendes til kurser og uddannelse for SOS Dansk Autohjælps reddere på Sjælland. Den nye station på Park Allé 349 i Brøndby deler adresse med SOS Dansk Autohjælps bjærgningsstation i København.
”Vi har succes med vores teknikerbiler, hvor vi giver hjælp på stedet, så kunderne kan køre videre i egen bil. Derfor har vi brug for en udvidelse med flere teknikerbiler”, fortæller Reno Nebelong-Ibsen, der er driftschef for SOS Dansk Autohjælp på Sjælland og samtidig daglig leder på den nye station i Brøndby.
Udover køretøjer og garage rummer stationen en stor kantine og konferencerum, hvor der kan afholdes kurser og uddannelse. Dermed kommer SOS Dansk Autohjælps reddere fra hele Sjælland til at stifte bekendtskab med den nye station.
”Det er ikke et mål for os at have flest mulige stationer, for vi foretrækker at have vores redningskøretøjer ude på vejene. Men i hovedstadsområdet, hvor vi har rigtig mange assistancer, giver det mening at åbne en ny station. At bygningerne så samtidig giver os mulighed for at samle redderne lokalt til kurser og uddannelse er et ekstra plus”, siger Hans Erik Hansen, der er netværkschef i SOS International.
Den nye station får stationsnummer 607, og køretøjerne kommer fra stationen i Køge. Stationen deler adresse med station 604, som er SOS Dansk Autohjælp Bjærgning København.