Sø- og Handelsretten: Redning Danmark har ikke brudt konkurrenceklausul

De 20 tidligere stationsejere fra SOS Dansk Autohjælp, der i juni etablerede Redning Danmark, handlede ikke i strid med deres konkurrenceklausul. Det har Sø- og Handelsretten afgjort. SOS Dansk Autohjælp havde ellers bedt retten om at nedlægge forbud, så stationsejerne ikke kunne køre autohjælp i et halvt år, men retten har afgjort, at konkurrenceklausulen var ulovlig.

De 20 stationsejere drev tidligere stationer for SOS Dansk Autohjælp, og flere af dem var i sin tid med til at stifte Dansk Autohjælp. Efter en strukturændring, som blev besluttet af Dansk Autohjælps nye ejer, SOS International, kunne stationsejerne og SOS Dansk Autohjælp imidlertid ikke nå til enighed om en forlængelse af stationsejernes kontrakter.

Det fik i juni stationsejerne til at gå sammen og danne et nyt autohjælpsfirma, Redning Danmark, der kort tid efter kunne meddele, at der var indgået en stor kontrakt med Falck. Denne kontrakt indebærer, at Redning Danmark skal overtage Falcks sværvognsopgaver samt andre autohjælpsopgaver, der hidtil har været outsourcet til en række mindre firmaer. På den baggrund forventede Redning Danmark, at de 180 reddere fremover skulle køre 150.000 – 200.000 ture om året.

SOS Dansk Autohjælp reagerede ved at bede Sø- og Handelsretten om at nedlægge forbud mod stationsejernes nye aktiviteter, således at de fik forbud mod at køre autohjælp i et halvt år. SOS Dansk Autohjælp mente nemlig, at stationsejerne handlede i strid med en konkurrenceklausul. Nu har retten imidlertid – ifølge Redning Danmark – afvist SOS Dansk Autohjælps ønske om et forbud. Ifølge retten var konkurrenceklausulen nemlig ulovlig.

”Vi er glade for afgørelsen. Vi har hele tiden ment, at vi opførte os loyalt og efter bogen, da vi etablerede Redning Danmark. Det giver dommerne os ret i. Vi har oplevet vældig stor interesse fra store kunder, der ønsker at indgå aftaler med os, men som har afventet udfaldet af sagen. Nu kan vi få lukket en række aftaler endeligt”, siger adm. direktør Uffe Dalsgaard fra Redning Danmark.

SOS Dansk Autohjælp skal betale sagsomkostningerne på 250.000 kr. efter den tabte sag.

Annonce