Redning Danmark ramt af endnu en konkurs

Redning Danmark i Svendborg. Arkivfoto.

Redning Danmark er fortsat hårdt ramt af konkurser blandt de selvstændige stationer. Denne gang er det Redning Danmark i Svendborg, som er gået konkurs. Ejeren, Per Brandt, oprettede dog kort før konkursen et nyt selskab, der overtager aktiviteterne og fortsat skal være Redning Danmarks station på Fyn.

Selskabet Redning Danmark Svendborg ApS har været Redning Danmarks station på Fyn. Selskabet er ejet af Per Brandt, der ifølge Redning Danmark oprettede autohjælpsstationen i Svendborg for 30 år siden – i første omgang som en del af stationen i Fredericia. Siden etablerede han selv en station.

I 2017 fik Svendborg-selskabet et underskud på ca. 1 mio. kr., mens der ikke er aflagt regnskab for 2018. Tidligere på måneden var det imidlertid slut, da Skifteretten i Svendborg afsagde konkursdekret over Redning Danmark Svendborg ApS.

Konkursen var dog tilsyneladende velforberedt. To måneder tidligere skiftede selskabet nemlig navn til det mere anonyme PB af 1/6 2019 ApS. Samme dag oprettede Per Brandt et nyt selskab, Redning Danmark Fyn ApS, hvor han indskød i 40.000 kr. i kontanter – mens al gæld altså blev i det nu konkursramte selskab.

Redning Danmark Svendborg ApS havde ifølge SKAT i intervallet 10-19 medarbejdere, svarende til 5-9 årsværk.

I den korte tid siden Redning Danmark blev etableret i 2017 er selskaberne bag stationerne i Horsens, Silkeborg, Ringkøbing, Fredensborg og København gået konkurs.

Annonce