Redning Danmark får underskud – og varsler ny strategi

Der er voldsom priskonkurrence på autohjælpsmarkedet, og derfor er markedet under pres. Det er baggrunden for, at Redning Danmark nu varsler, at selskabet vil revurdere sin strategi, ligesom der må forventes ændringer i samarbejdsrelationerne. I 2020 fik Redning Danmark et underskud på 1,4 mio. kr.

I 2019 lykkedes det ellers for Redning Danmark at få et overskud på næsten 1 mio. kr., men i et hårdt 2020 vendte billedet, og selv om selskabets bruttofortjeneste steg, så endte året med et underskud på 1,4 mio. kr.

Umiddelbart er Redning Danmark dog stadig et solidt selskab med en egenkapital 8,9 mio. kr. Det skal dog ses i lyset af, at Redning Danmark har bogført værdien af datterselskaber til 10 mio. kr. Det drejer sig om selskabet DK Assistance og dettes datterselskab DK Vejhjælp. Begge selskaber har dog negativ egenkapital på omkring 2 mio. kr. – deres gæld er med andre ord større end aktiverne.

Redning Danmark har i 2020 desuden overtaget lidt under halvdelen af selskabet bag stationen i Ringsted.

Ledelsen: Ikke tilfredsstillende resultat

Ledelsen i Redning Danmark med direktør Uffe Dalsgaard i spidsen lægger ikke skjul på, at 2020 har været et vanskeligt år:

”Selskabets resultat for året betragtes som ikke tilfredsstillende, lavere end det budgetterede og en nedgang i forhold til det tidligere år”, lyder det i ledelsens kommentar til regnskabet, hvor det fremhæves, at der i årets løb er sket en gennemgang af organisationen for at tilsikre en smidigere organisation og lavere omkostninger i fremtiden.

”Vi må atter konstatere, at det totale marked fortsat er under pres af forskellige årsager, herunder især Corona, ligesom voldsom konkurrence på priser indenfor både ladvognskørsel og tungbjærgning præger markedet. Selskabet ses stadig som en etableret og blivende aktør på det danske marked, men der må for de kommende år forventes ændringer i både nuværende og kommende samarbejdskonstellationer. Der forventes fremadrettet en stabil omsætning og indtjening i selskabet, særligt med baggrund i den voksende tilgang af egne kunder”, skriver ledelsen.

Ledelsen bemærker også, at der i det kommende år vil være fokus på, at strategien for Redning Danmark skal revurderes, og at en ny strategi skal udarbejdes for de kommende år. Strategien skal som led heri tilpasses til ”den nuværende situation”.

Annonce