Redning Danmark er nu historie

Arkivfoto.

Efter godt seks år er det slut med autohjælpsfirmaet Redning Danmark. Ambitionerne var ellers store, da 18 tidligere stationsejere fra SOS Dansk Autohjælp gik sammen i en ny organisation, som især skulle være en ny, landsdækkende underleverandør for Falck. Men en række stridigheder samt konkurser blandt stationsejerne gjorde, at svenske Assist24 har overtaget – og nu lægger Redning Danmark-navnet i graven.

Redning Danmark blev etableret i 2017, hvor 18 stationsejere i SOS Dansk Autohjælp ikke kunne se sig selv i en ny og mere strømlinet organisation. I stedet etablerede de Redning Danmark, der kort tid senere kunne meddele, at der var indgået en omfattende samarbejdsaftale med Falck. Som led i aftalen skulle Redning Danmark fremover være landsdækkende underleverandør for Falck, ligesom Redning Danmark overtog alle Falcks sværvognsaktiviteter, der omfattede ca. 180 medarbejdere.

Imidlertid blev Redning Danmarks opstart kompliceret af et sagsanlæg fra SOS Dansk Autohjælp, som mente, at stationsejerne handlede i strid med en konkurrenceklausul. Der gik et halvt år, inden SOS Dansk Autohjælp tabte sagen i Sø- og Handelsretten, men forsinkelsen blev fatal for mange af stationsejerne, der ikke havde kapital til at undvære omsætningen fra Falck under domstolsbehandlingen. I den følgende tid gik den ene Redning Danmark-station efter den anden derfor konkurs.

Retsopgør med Falck

I de følgende år var Redning Danmark løbende i en krise, som kulminerede med et retsopgør mellem Redning Danmark og Falck, hvor Redning Danmark krævede en erstatning på 80 mio. kr. med henvisning til, at Redning Danmark havde fået færre Falck-ture end forventet. Resultatet blev et brud mellem Redning Danmark og Falck, hvor Falck gik tilbage til at anvende lokale underleverandører, som kunne være tilknyttet Redning Danmark eller være uafhængige selskaber.

Dermed blev økonomien i Redning Danmark gradvist mere presset, og i slutningen af 2023 blev størstedelen af selskabet – og selskabets største stationer – overtaget af den svenske Assist24-koncern.

Nu har Assist24 så meldt ud, at Redning Danmark-navnet lægges i graven og erstattes af Assist24. Assist24 har dog endnu ikke oplyst, hvad fremtiden er for de stationer, der indgik i Redning Danmark, men som ikke er blandt de fire jyske stationer, som Assist24 nu er blevet medejer af.

Annonce