Redder i kritisk tilstand efter ulykke under udrykningskørsel

Arkivfoto

En Falck-redder er i kritisk tilstand, efter at han tirsdag eftermiddag kørte galt med sin ladvogn og med høj fart ramte et træ. Ulykken skete, da ladvognen med udrykning var på vej til en trafikulykke på Holstebromotorvejen. Ulykken skyldes muligvis, at redderen fik et ildebefindende.

Ulykken på Nybo Bakke ved Holstebro skete omkring kl. 15.10, hvor ladvognen fra Falck (vogn 6195) med udrykning var på vej til en trafikulykke på Holstebromotorvejen.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi skete ulykken ved, at ladvognen kørte over i den modsatte vejbane, hvor en personbil blev ramt. Denne bil ramte efterfølgende en tredje bil. Ladvognen ramte endnu en bil og endte efter denne påkørsel i vejkanten, hvor den ramte et træ og fik store skader på førerhuset. Træet væltede og spærrede vejbanen.

Ladvognens fører, en 65-årig redder, er blevet fløjet til hospitalet, og ifølge politiet er hans tilstand kritisk.

En bilinspektør skal undersøge omstændighederne ved ulykken.

Annonce