Den hårde kamp om det danske marked for autohjælp mærkes også hos DK Vejhjælp i Fredericia, der er en af de mindre udbydere af landsdækkende autohjælp i Danmark. I 2016 fik DK Vejhjælp et driftsunderskud på 2,7 mio. kr., og virksomhedens egenkapital er nu negativ. Noget bedre går det i moderselskabet DK Assistance, der fik vendt et underskud til overskud.
DK Vejhjælp har hovedsæde i Fredericia, og selskabet oplyser ikke omsætningen. Men bruttofortjenesten – som er omsætningen fratrukket variable omkostninger – steg i 2016 marginalt fra 3,5 til 3,6 mio. kr. Samtidig steg lønningerne til de nu 10 ansatte dog kraftigt, og dermed fik virksomheden et driftsunderskud på 2,7 mio. kr.
Årets underskud har ført til, at DK Vejhjælps egenkapital nu er negativ med 0,8 mio. kr. I regnskabet noteres det, at ”selskabet har tabt selskabskapitalen. Selskabets ledelse forventer at reetablere selskabets egenkapital igennem positive resultater. Såfremt selskabets drift mod forventning ikke gør selskabet i stand til at betale sine forpligtelser i takt med de forfalder, har selskabets ejer til hensigt at ville understøtte driften i selskabet”.
DK Vejhjælp er 100 pct. ejet af DK Assistance, der holder til på samme adresse i Fredericia. Her har den økonomiske udvikling været bedre i 2016, idet bruttofortjenesten steg fra 1,5 til 3,2 mio. kr. Antallet af ansatte blev øget fra fem til otte, men til trods herfor gik driftsresultatet fra et underskud på 0,5 mio. kr. til et overskud på 0,6 mio. kr.
DK Assistance har en egenkapital på 2,5 mio. kr.
Arkivfoto: Michael G. Madsen