Redning Danmark fik sidste år et underskud på 1,9 mio. kr. Det er noget dårligere end året før, hvor underskuddet blev på 0,6 mio. kr. Redning Danmark har stadig en egenkapital på 5,5 mio. kr., mens selskabets revisor mener, at 11,9 mio. kr. af selskabets værdier er meget usikre. Datterselskabet DK Assistance er nu sat til salg.
Oprindeligt blev Redning Danmark stiftet af en række stationsejere, der tidligere havde været tilknyttet SOS Dansk Autohjælp. Selskabet har dog haft en omtumlet tilværelse, hvor en rolle som landsdækkende underleverandør til Falck aldrig udviklede sig som ventet.
I dag har Redning Danmark opgivet aftalen med Falck. I stedet kan de enkelte stationer indgå deres egne aftaler med Falck, men Falck har i stort omfang valgt andre underleverandører indenfor autohjælpsområdet. Redning Danmark sælger fortsat egne ydelser til erhvervskunder, ligesom man via datterselskabet DK Assistance sælger autohjælpsydelser til både privat- og erhvervskunder.
Væsentlig usikkerhed om værdierne
Netop DK Assistance har en hovedrolle i Redning Danmarks nyeste regnskab.
Redning Danmark har nemlig værdisat ejerskabet af DK Assistance til købsprisen på 10 mio. kr. Det afviger dog væsentligt fra den værdi, som man kan læse af DK Assistances regnskab – dette selskab har nemlig en negativ regnskabsmæssig værdi på 2,9 mio. kr. Det vil sige, at der er mere gæld end der er aktiver. Samtidig har Redning Danmark tilgodehavender på 1,9 mio. kr. hos DK Assistance. I regnskabet noteres det, at de to poster er ”forbundet med væsentlig usikkerhed” på grund af den økonomiske situation i DK Assistance.
Samtidig oplyser Redning Danmark imidlertid, at DK Assistance har haft et positivt driftsresultat i 1. kvartal 2023 samt at der er indledt et arbejde med at sælge selskabet. ”Ledelsen forventer et eventuelt salg vil overstige værdien af tilgodehavendet og kapitalandelene”, noteres det i regnskabet.
Værdien af Redning Danmarks ejerskab af DK Assistance er interessant, fordi Redning Danmark ved årsskiftet havde en egenkapital på 5,5 mio. kr. Hvis ikke værdisættelsen af DK Assistance holder, så kan Redning Danmark meget vel have en negativ egenkapital.
Redning Danmark fik i 2022 et underskud på 1,9 mio. kr. Året før lød underskuddet på 0,6 mio. kr. Selskabet har to ansatte.