Det stærkt konkurrenceprægede marked for autohjælp bliver nu en anelse mere konsolideret, efter at det nyetablerede Redning Danmark har opkøbt konkurrenterne DK Assistance og DK Vejhjælp. De to selskaber fortsætter som selvstændige datterselskaber under Redning Danmark, der øger antallet af stationer fra 20 til 38.
Redning Danmark er ejet af en række tidligere stationsejere og aktionærer i SOS Dansk Autohjælp, og selskabet indgik for nyligt en stor samarbejdsaftale med Falck. DK Assistance og DK Vejhjælp har en række aftaler med forsikringsselskaber og bilimportører samt egne abonnenter, der nu bliver kunder i det samlede Redning Danmark.
DK Assistance og DK Vejhjælp fortsætter i deres nuværende form, så hverken medarbejdere eller kunder vil umiddelbart mærke ændringer.
Ejerkredsen bag DK Assistance og DK Vejhjælp har bestået af bl.a. Mogens Sværke Johansen, Steen Samuelsen og Henrik Hildebrandt, som får aktier og bestyrelsesposter som en del af handlen. De vil alle fortsat være tilknyttet selskaberne, og Henrik Hildebrandt vil fortsat være ansvarlig for salgsorganisationen. Uffe Dalsgaard, der i dag er adm. direktør i Redning Danmark, fortsætter som adm. direktør i de sammenlagte selskaber.
”Vi er meget glade for sammenlægningen, som vi ser som det helt rigtige for vores gode kunder og dygtige medarbejdere”, siger Henrik Hildebrandt, der i dag er direktør i DK Assistance.
Redning Danmark vil fremadrettet have 38 stationer i Danmark. Administrationen bliver samlet i henholdsvis Fredericia og Rødovre.