Kørte autohjælp uden tilladelse

Firmaet Bilhuset, der driver Dansk Autohjælps station på Bornholm, er indtil videre blevet sat fra bestillingen. Det sker, efter at det er kommet frem, at Bilhuset aldrig har haft den lovpligtige tilladelse, som er nødvendig for at udføre autohjælpsvirksomhed. I stedet har en af Dansk Autohjælps sjællandske stationer fået overdraget opgaven med at dække Bornholm, og stationen har nu sendt et køretøj til Bornholm. Dansk Autohjælp vil først senere tage stilling til, om Bilhuset igen kan få lov til at indgå i Dansk Autohjælp.

Det er TV2/Bornholm, som kan fortælle, at Dansk Autohjælp på Bornholm i årevis har udført autohjælp uden at leve op til myndighedernes krav.

Dansk Autohjælps station på Bornholm drives af firmaet Bilhuset Bornholm, men for at kunne anvende de store autohjælpskøretøjer med en vægt på over 3,5 ton kræves en såkaldt vogmandstilladselse – og det har firmaet aldrig fået.  “Det er noget, vi ikke har været klar over – at reglerne har været formuleret på den måde”, siger ejeren af Bilhuset, Per-Martin Boesen, til TV2/Bornholm.

Trafikstyrelsen oplyser, at reglerne på området har været uændrede siden engang i 1970’erne.

Efter at Dansk Autohjælp er blevet opmærksom på, at Bilhuset ikke har den nødvendige tilladelse, har firmaet overdraget ansvaret for dækningen af Bornholm til en station på Sjælland. Den har nu sendt et køretøj med de rette tilladelser afsted til Bornholm, så Dansk Autohjælps kunder også fremover kan få hjælp.

Det tager cirka tre uger at få den nødvendige vognmandsgodkendelse, men om det derefter igen bliver Bilhuset Bornholm, som driver Dansk Autohjælps station på Bornholm, er uvist.  “Det skal vi vurdere på. Som det er nu, kan de ikke udføre opgaven. De lever ikke op til de krav, der er i vores samarbejdsaftale”, siger Niels Printz, der er adm. direktør i Dansk Autohjælp.

Annonce