Højsæson for punkteringer

Efteråret med dets regn og rusk er skyld i mange punkteringer. Småsten og skidt skyller ud på vejene, og samtidig er sommerdækkene måske ved at være slidte. Det kan være en uheldig kombination, idet tyngdekraften gør, at stenene ender med den brede side ned og spidsen i vejret. Og det giver travlhed hos SOS Dansk Autohjælp.

”Vi ser markant flere punkteringer her i efteråret. Faktisk udgør vores assistancer til bilister med flade dæk lige nu en stor del af alle vores assistancer”, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Mens de fleste opkald kommer fra bilister, der har brug for hjælp til at håndtere dækskifte, er der også personer, der ringer, fordi de er i tvivl, om de selv kan benytte sig af det dækkit, de har liggende i bagagerummet. Og hvordan de i så fald gør.

”Som udgangspunkt kan bilister sagtens selv gøre brug af et dækkit. Så længe man husker at følge den brugsvejledning, der står på selve kittet eller i bilens instruktionsbog. Og så er der en række særlige hensyn, man skal være opmærksom på. For eksempel hvor stort hullet er, og om man befinder sig et sted, hvor det er forsvarligt at foretage en lapning”, forklarer teknisk seniorspecialist Bo Olesen, SOS Dansk Autohjælp.

Hovedreglen for brugen af dækkit er, at man kan lappe et hul, der er mindre end 4 mm.

”De fleste punkteringer sker i høj fart, f.eks. på motorvej, og her er skaden ofte for stor til, at det kan ordnes med dækkit. På skader op til 6 mm. kan vi foretage en såkaldt nødtætning på stedet, og selv om 2 mm. måske ikke lyder af meget, så er der en verden til forskel. Er hullet til gengæld større, er det nødvendigt at skifte dækket eller at bugsere bilen på værksted”, forklarer Bo Olesen.

Skal på værksted inden 80 km.

Han gør desuden opmærksom på, at man skal huske 80/80-reglen, når der er tale om nødtætning.

”Uanset om man selv har brugt dækkit, eller om vejhjælpen har foretaget en nødtætning, må man ikke køre hurtigere end 80 km/t. Og så må man maks. køre en distance på 80 km, inden man skal forbi værkstedet og have en fagmand til at vurdere, om dækket kan lappes permanent, eller om det skal skiftes”, fortsætter han.

Er man det mindste i tvivl om, hvordan man skal håndtere en punktering, opfordrer Bo Olesen til, at man kontakter sit vejhjælpsselskab, så det er professionelle, der kommer ud og vurderer skaden og hjælper én sikkert videre.

Reservedæk er den hurtigste løsning

Vil du være sikker på at kunne komme hurtigt videre, opfordrer SOS Dansk Autohjælp bilister til at have et reservedæk med i bilen. Har man ikke et decideret reservehjul, lyder et fif fra vejhjælpseksperten, at man kan bruge et vinterdæk til formålet:

”Den sikreste løsning til at imødekomme en punktering er stadig det gode gamle reservedæk. Bruger du dit vinterdæk, skal du dog være opmærksom på, at også det fungerer som en midlertidig løsning. Det gør det nemt at komme på farten igen, men også med et vinterdæk skal man køre direkte til hjemmet eller på værksted”, siger Bo Olesen.

Annonce