Flere forsikringsselskaber skifter leverandør af autohjælp

Fra 1. marts 2023 skal Falck levere autohjælp til forsikringstagerne hos Købstædernes Forsikring. Det er en kontrakt, som Falck overtager fra SOS Dansk Autohjælp. Til gengæld kan Falck ende med at miste en stor kontrakt med Topdanmark, der forhandler med flere mulige leverandører – men angiveligt har fået et særdeles billigt tilbud fra Viking.

På få år har markedet for autohjælp ændret karakter. Tidligere tegnede de enkelte bilister typisk selv autohjælpsabonnementer hos virksomheder som Falck og SOS Dansk Autohjælp. Men i dag er det i stort omfang forsikringsselskaber og bilimportører, som tilbyder integrerede autohjælpsabonnementer til deres kunder.

Det betyder også, at især kontrakter med forsikringsselskaberne betyder særdeles meget for Falck, SOS Dansk Autohjælp og Viking, som dominerer det danske autohjælpsmarked. En tabt eller vundet kontrakt kan således flytte hundredvis af arbejdspladser rundt mellem selskaberne.

Samlet løsning med rejseassistancer og autohjælp

Om godt en måned overgår en af de store kontrakter fra SOS Dansk Autohjælp til Falck. Det er forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring, der har valgt Falck som ny leverandør af autohjælp. Siden 2014 har Falck leveret rejseassistancer til Købstædernes Forsikring, og nu samles de to opgaver i en samlet kontrakt.

”I Falck er vi utrolig glade for at kunne tilbyde en samlet løsning til kunderne hos Købstædernes Forsikring, og vi glæder os til at hjælpe de tusindvis af kunder, der har deres vejhjælpsdækning gennem Købstæderne. Købstædernes Forsikring er Danmarks ældste forsikringsselskab og vi ser frem det udvidede samarbejde med dem”, siger Michala Fischer-Hansen, der er direktør i Falck med ansvar for autohjælp og rejseassistancer.

Stor kontrakt i spil

Samtidig er en af Falcks største kontrakter imidlertid i spil. Det er forsikringsselskabet Topdanmark, der i øjeblikket forhandler med flere potentielle leverandører.

Før årsskiftet blev det internt i Falck meldt ud, at Falck havde mistet kontrakten med virkning fra 30. april 2023. Dengang var rygtet, at Viking havde givet et tilbud, som lå 30 pct. under Falcks pris.

Efterfølgende har Topdanmark imidlertid oplyst, at der endnu ikke er truffet nogen afgørelse, og at Falck stadig indgår i forhandlingerne.

Opdatering: I den oprindelige udgave af artiklen blev det nævnt, at Falcks rejseassistancer – Falck Global Assistance – var til salg, da de ikke længere var en del af Falcks strategiske fokus. Dette har også hidtil været tilfældet, men Falck oplyser, at man fra årsskiftet har valgt at fjerne Falck Global Assistance fra salgslisten og gøre det til en del af Falcks kerneforretning. 

Annonce