FDM snupper 80.000 kunder fra Falck

Den europæiske bilklubsorganisation ARC, der varetager mobilitetsaftaler for nye biler, dropper Falck til fordel for FDMs og Dansk Autohjælps nye selskab, FDM Vejhjælp. Dermed scorer FDM Vejhjælp en aftale om assistance ved mekanisk nedbrud, der dækker 80.000 nye, danske biler. Det nye selskab forventer at vokse med 10.000 kunder om året.

FDM Vejhjælp har netop indgået en såkaldt mobilitetsaftale med det europæiske bilklubsamarbejde ARC. Aftalen betyder, at FDM Vejhjælp fra august overtager opgaven med at hjælpe 80.000 garantidækkede biler af mærkerne Ford, Opel, Saab, Seat, Chevrolet og Porche på værksted for producentens regning. En opgave, som Falck har haft siden midten af halvfemserne.

“Vi har oprettet FDM Vejhjælp for at kunne levere en service til medlemmerne, som vi hidtil ikke har haft. At vi så får denne aftale med ARC er stort plus, for så starter vi med en vis volumen”, siger Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM, til Berlingske Business. FDM har oprettet FDM Vejhjælp i ligeligt delt ejerskab med Dansk Autohjælp.

Der er mobilitetsaftaler for 430.000 biler i Danmark, og med aftalen for de seks bilmærker sætter FDM Vejhjælp sig på 20 procent af markedet. Dansk Autohjælp har godt 65 procent, mens Falck har de resterende 15 procent. “Vi regner med, at aftalen vil betyde 4.000 ekstra assistancer om året. Det er kun en lille del af de 270.000 assistancer, vi budgetterer med i år. Men aftalen rummer interessante muligheder, for vi håber, at mange af bilisterne vil fortsætte med en vejhjælpsaftale hos os, når garantien fra producenten udløber”, siger Erik Rose-Andersen, direktør i Dansk Autohjælp, til Berlingske Business.

Dansk Autohjælp har 650.000 private bilejere som abonnenter mod Falcks knap 900.000 privatkunder. Parterne forventer, at det nye selskab vil vokse med godt 10.000 køretøjsabonnenter årligt. Allerede fra start er der 175.000 biler som »kunder«, dels fra de vejhjælpsaftaler, som FDM-medlemmer har med Dansk Autohjælp, dels fra ARC-mobilitetsaftalen.

Hos Falck beklager man ARCs beslutning. “Det er vi selvfølgelig rigtigt kede af. Heldigvis forstår vi, at ARC er godt tilfreds med både vores service og vores priser, men at ARC ikke bryder sig om, at vi vokser os større”, siger kommunikationsdirektør Louis Illum Honoré. Han erkender, at Falck mister indtjening, hvilket selskabet vil kompensere for dels gennem væksten i antallet af abonnenter, dels gennem rationaliseringer.

Annonce