Falck skal yde autohjælp til 200.000 Topdanmark-kunder

Fra 1. januar 2010 bliver det Falck, som skal yde autohjælp til de 200.000 Topdanmark-kunder, som har abonnement på først og fremmest autohjælp via Tophjælp-ordningen. Topdanmark blev i 1989 Dansk Autohjælps første store kunde, og siden da har Dansk Autohjælp stået for serviceringen af Tophjælp-kunderne, der også kan abonnere på sygetransport, ligesom mange landmænd er erhvervskunder i Tophjælp.

Efter Balticas køb af Falck i 1987 opstod der blandt de øvrige forsikringsselskaber en stor utilfredshed med, at en af deres konkurrenter dermed fik sit eget redningskorps og fik adgang til at sælge forsikringer til de dengang omkring 1 mio. Falck-abonnenter. Det fik Topdanmark til at oprette Tophjælp, hvor kunderne for en beskeden pris på 125 kr. om året kunne få et autohjælpsabonnement, hvis de havde deres bilforsikring i Topdanmark. Senere kom også de almindelige husstandsabonnementer til.

Fra starten var det Dansk Autohjælp, som leverede såvel autohjælp som sygetransport til Tophjælp-kunderne, mens ISS stod for redningsarbejde til husstandsabonnenterne. Dansk Autohjælp var dengang en mindre organisation, men Topdanmark-aftalen gav Dansk Autohjælp den volumen, som var nødvendig for at opbygge en landsdækkende og professionel organisation. Siden da har Dansk Autohjælp mangedoblet sit kundetal, og tidligere på året fik Dansk Autohjælp 300.000 nye kunder, da en af Topdanmarks største konkurrenter, TrygVestra, valgte Dansk Autohjælp som leverandør i stedet for Totempo.

”Vores samarbejde med Dansk Autohjælp kan begge parter være stolte af. Men der er sket nogle ting i markedet, som betyder, at vi er vokset fra hinanden. Vi er sikre på, at vores kunder får hurtig og professionel assistance fra Falck, når de har brug for det”, siger direktør for privatforsikringsmarkedet i Topdanmark, Erik Adrian.

Frem til 1. januar er Dansk Autohjælp fortsat leverandør til Topdanmark.

Annonce