Falck skal transportere biler og lig for politiet

Fra januar bliver Falck eneleverandør af politiets autohjælpsydelser og andre transportopgaver. Det sker, efter at Falck har vundet det første udbud af en række forskellige opgaver som f.eks. transport af hittegodscykler og fjernelse af biler, der er parkeret til ulempe. Samtidig har Falck vundet opgaven med at transportere dødfundne personer.

Rigspolitiet har haft to større opgaver i udbud for første gang, og begge de nye kontrakter træder i kraft i løbet af januar 2012.

Kontrakten på politiets transportopgaver omfatter bjergning og transport af køretøjer efter færdselsuheld, bugsering af brugsstjålne køretøjer, bugsering af køretøjer til tekniske undersøgelser samt bugsering af politiets tjenestekøretøjer. Desuden inkluderer kontrakten afhentning og transport af hittegods samt fjernelse og opbevaring af køretøjer, som er ulovligt parkeret eller parkeret til ulempe (PTU), og udenlandske køretøjer, som er beslaglagt af politiet som sikkerhed for betaling af bøder.

Kontrakten om ligtransport omfatter kørsel af dødfundne personer, der transporteres til hospital eller til de retsmedicinske institutter.

Begge kontrakter er i første omgang to-årige, men med en option på forlængelse.

Falck vandt begge kontrakter, men kun på transportkontrakten var der reel konkurrence. Her var Falck oppe mod Emergency Public Solutions, som er et konsortium bestående af Dansk Autohjælp og MEKS. Samme konsortium blev også prækvalificeret til at byde på ligtransporten, men afgav ikke et bud. Også firmaet Ignis Et Aqua blev prækvalificeret til at byde på ligtransporten i et af de fire delområder, som udbuddet var opdelt i.

Annonce