Falck sælger autohjælpsaktiviteter i alle andre lande end Danmark

Falck skal ikke længere levere autohjælp i Sverige, Norge, Finland, Estland og Litauen. Den danske redningskoncern har således besluttet at sælge aktiviteterne til det norske forsikringsselskab Gjensidige. Falcks danske autohjælpsforretning fortsætter uændret, men tilsyneladende mest for at give Falck mulighed for at sælge sundhedsydelser til de mange abonnenter.

Falck har drevet autohjælpsforretning i mere end 70 år i Norge og Sverige og i mere end 25 år i Finland. Men nu overtager det norske forsikringsselskab Gjensidige ejerskabet af autohjælpsforretningerne i de tre lande samt i Baltikum.

Udenfor Danmark drives Falcks autohjælpsforretning ved hjælp af landsdækkende franchisenetværk med lokale stationsejere. Falck har mere end 370 stationer i disse franchisenetværk med 1.400 køretøjer i Sverige, Norge, Finland, Estland og Litauen. I 2020 besvarede Falcks autohjælpsforretning 840.000 opkald og ydede 280.000 assistancer.

Fokuserer på sundhedsydelser

Salget er led i Falcks strategi om at udvikle sig som leverandør af integrerede sundhedsydelser. I overensstemmelse med dette besluttede Falck i 2020 at frasælge forretninger med begrænset strategisk fokus – inklusive de udenlandske autohjælpsforretninger – for at fokusere på kerneforretningen og investere i at blive leverandør af integrerede sundhedsydelser.

“Frasalget gør det muligt for Falck at investere yderligere i at blive leverandør af integrerede sundhedsydelser, som skal imødekomme folks sundhedsbehov gennem hele livet. Det er en succesfuld forretningsenhed og nogle meget kompetente medarbejdere, som vi overdrager. Det er altid trist at sige farvel til kompetente og dygtige medarbejdere, men jeg er glad for, at vi har fundet en ambitiøs ejer, som har et stærkt ønske om at investere i vejhjælpsforretningen uden for Danmark og dermed sikre yderligere udviklingsmuligheder for vores kolleger”, siger Jakob Riis, der er koncernchef i Falck.

Falcks danske autohjælpsforretning fortsætter uændret, da Falck ser den som en integreret del af kerneforretningen. Falcks lægger dog ikke skjul på, at det også hænger sammen med, at man dermed får mulighed for at sælge de nye kerneydelser – altså sundhedsydelserne – til autohjælpskunderne.

Annonce